Info
Sideantal
397
Udgivet
2012
ISBN
9788771374117
Originaltitel
Flickan med snø i håret - oversat af Kamilla Jørgensen
Udgave
2. udgave, 3. oplag
Morderen er tydeligvis ikke stolt ved situationen, men han bider alligevel tænderne sammen og skyder den tynde, unge pige i baghovedet. Sneen ligger tykt omkring den lille flække Hagfors, så han kan ikke begrave hende, men må nøjes med at kaste liget ind i en jordkælder under et sommerhus.
Senere findes det ilde tilredte lig af en anden ung pige, hun med sæd på tøjet, og så begynder såvel politi som presse at spekulere i, om der monstro er en seriemorder på spil i den ellers så stilfærdige lilleby vest for Stockholm.
Det lyder voldsomt, når man koger handlingen i “Pigen med sne i håret” ind til få linjer, men så uhyggelig er Ninni Schulmans ærkesvenske krimi slet ikke. Den er faktisk snarere hyggelig med al sin hvide sne, sin folkhem-idyl og sine hverdagstrakasserier i helt almindelige svenskeres liv.
Journalisten Magdalena Hansson kæmper med en besværlig skilsmisse, mens hun sammen med en fotografkollega er med til at afdække det tragiske hændelsesforløb. Hun får også tid til at kysse med ungdomskæresten Petter.
Andetsteds i Hagfors opsøger trængende mænd et luset lejlighedsbordel, hvor de magre, alt for unge piger mishandles af voldelige alfonser med russiske navne. En enkelt af kunderne er langt tættere på Magdalena, end hun i sin vildeste fantasi ville gætte.
Også morderen befinder sig i Magdalenas umiddelbare nærhed. Men er det ham, der begynder at sende hende truende sms’er?
Ninni Schulman fik i 2010 megen ros for sin debut, “Pigen med sne i håret”, og krimien er da også over middel. Klart bedre end Liza Marklunds mordgåder, hvor personernes personlige problemer ligeledes fylder mere end selve plottet. En krimi for læsere, der ikke tåler for eksplicitte chokeffekter.

