0 kommentarer

Skumringstimen af Kristin Hannah

af d. 10. august 2026
Info
 
Sideantal

451

Udgivet

2026

ISBN

978-87-02-4440-7

Originaltitel

Magic Hour
Oversat af Trine Mæhl

 

Vi møder de to søstre, Julia og Ellie. Julia er psykolog i Los Angeles, hun har netop været igennem en opslidende retssag, hvor hun blev frikendt i retten – men pressen er nådesløs, her bliver hun jaget og dømt skyldig –  og klienterne aflyser aftalerne med hende.

Ellie er blevet boende i hjembyen Rain Valley, klemt inde mellem regnskove, hvor hun er politichef og driver den lille søvnige politistation sammen med Cal og Peanut.- kollegaer og venner. Sædvanligvis et stille sted, hvor der ikke sker alverden. Men en dag sker der noget usædvanligt. En lille pige spottes i et træ, og Julie bliver kaldt ud til stedet for at få hende ned. Pigen er sammen med en ulveunge, hun er usoigneret, taler ikke, opfører sig som et ‘vildt’ barn, der ikke har levet i civilisation.

Ellie er straks klar over, at pigen har brug for hjælp – hun kontakter den bedste psykolog til opgaven, søsteren Julia, som har brug for at komme væk fra storbyen og derfor ikke er så svær at overtale – hun tager hjem til Rain Valley, hvor hun ikke har været i flere år og står over for sit livs opgave. Hun engagerer sig fuldt og helt i pigen, som hun kalder Alice – og gør langsomt fremskridt. Ellie og hendes team gennemgår lister over forsvundne børn, taler med forældre, der håber, det er deres barn – de involverer pressen i håbet om at finde frem til forældrene. På den ene side vil de gøre alt for at finde pigens forældre – på den anden siden håber Julia, at de aldrig dukker op, da hun bliver mere og mere knyttet til barnet. – og barnet til hende.

Sideløbende får vi en fornemmelse af de to søstres opvækst og forskellige forhold til forældrene. De er begge blevet ‘brændt’ i forhold til mænd, og begge er singler – meeen det ændrer sig måske – for der er også et par kærlighedshistorier indbygget.

Jeg blev meget grebet af historien og slugte bogen på kun 2 dage. Den er virkelig spændende og fanger sin læser ind, for man vil så gerne vide, hvor Alice kommer fra og hvad der er sket med hende. Er den realistisk? Næppe. Men det gør ikke så meget, man kan sagtens nyde historien alligevel. Kristin Hannah skriver nogle virkelig gode bøger – denne bog er skrevet for 20 år siden, men er først i år kommet i en dansk oversættelse. Jeg kan anbefale hendes bøger, hvis du er til drama, romantik og spænding.

 

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter