Info
Sideantal
379
Udgivet
2011
ISBN
978-87-7053-579-3
Originaltitel
Bloodline - oversat af Allan Hilton Hansen
Udgave
1. udgave
“Blodsbeslægtet” er ottende selvstændige krimi i Mark Billinghams serie om den stadigt mere plagede kriminalkommissær Tom Thorne. Og klart den mest spændende.
En yderst intelligent og ualmindeligt afstumpet morder sætter sig af uforklarlige årsager for at myrde børnene af de syv kvinder, den nu afdøde seriemorder Raymond Garvey nåede at banke ihjel, før han døde af en hjernesvulst. Som om de syv traumatiserede børn, som nu er i 30-årsalderen eller mere, ikke allerede havde lidt nok…
Det bliver et kapløb med tiden, for morderen synes at have en sjette sans, der konstant bringer ham foran politiet.
Bogen indledes med en scene, hvor en kvinde tilsyneladende vil begå selvmord foran et tog med sin evnesvage søn i armene og en fæl mand i hælene. De hæsblæsende sidste kapitler fortæller, hvordan denne scene finder sin uundgåelige slutning; typisk for Billingham fortalt af togføreren.
Undervejs finder vi også ud af, hvordan det forløber med Tom Thorne og hans politikæreste Louises bestræbelser på at få et barn. Og om vennen Hendricks’ besøg i Gøteborg, hvor han satser på at finde sig en svensk viking og en god flaske vodka.
For ja, hver af bøgerne i Tom Thorne-serien er en selvstændig historie, men personerne og deres indbyrdes relationer udvikler sig organisk og ganske troværdigt undervejs. Det kan klart anbefales at læse serien fra start.

