En vild fårejagt af Haruki Murakami

Murakami er en legendarisk, japansk forfatter, der trods sin omfattende og vægtige produktion næppe nogen sinde får nobelprisen. Dertil er hans bøger alt for underholdende, alt for let læselige og alt for populære blandt millioner af læsere verden over. Murakami er simpelt hen så dygtig en forfatter, at visse forledes til at tro det modsatte. Heriblandt et antal egenrådige svenskere.

I Danmark startede eventyret i 1996 med ”En vild fårejagt”. Og hvilken start! En art thriller, hvor en ung mand fra Tokyo tvinges ud i at skulle finde ét bestemt får blandt tusinder af andre i ugæstfri egne på den store ø Hokkaido. Missionen kickstartes af den belevne, men magtfulde højrehånd til en mytisk erhvervs- og gangsterleder, kendt som Bossen, der ligger på sit yderste. Vores unge helt får to måneder til projektet, og ellers…

Udgangspunktet er skralt. Året er 1978, og vores ven er netop blevet forladt af sin kone og bor nu alene med en mølædt kat, mens hans partner i det lille oversætterbureau er ved at gå til i druk. Men så møder han en helt særlig pige, en pige med utroligt sexede ører, en pige med et generøst forhold til sine ynder, men også en pige med en intuition, der kan få mission impossible til at lykkes.

På et luvslidt hotel får de kontakt med Fåreprofessoren, en mand der ved mere om får, end godt er, og så er den vilde fårejagt i gang.

Et handlingsreferat af en hvilken som helst Murakami-bog må nødvendigvis lyde besynderligt, for den formidable japaner betjener sig af nogle helt særegne fortællegreb. Magisk realisme er den vigtigste ingrediens i Murakamis bøger – som i vores drømme kan alt ske, og som i drømme virker det mest usandsynlige fuldkommen realistisk, mens man oplever det. I Murakamis univers kan der snildt være to måner på nattehimlen – og hvorfor ikke?

Som altid hos Murakami er den unge mand i hovedrollen et sympatisk, begavet og tænksomt bekendtskab. Måske som forfatteren selv? Han hører vestlig musik, kokkererer små lækre retter, drikker øl og whisky i moderate doser, elsker med en pige eller to og må mere eller mindre modvilligt se sig opslugt af et eventyr, der tilsyneladende hverken har en ende eller en begyndelse.

Fyren er nok mere tænksom og en anelse mere kvik i replikken, end vi selv er. Men ellers er Murakamis unge helt foruroligende genkendelig. Han er som et let syret spejlbillede, hvor personen, der kigger tilbage, ligner os selv, men agerer en smule anderledes. Jeg gad godt være på ”En vild fårejagt” i hans selskab. Tænk at finde sit indre får.

Lån bogen på Bibliotek.dk