Højsangen fra Palermovej af Annette Bjergfeldt
361
2026
978 87 7007 889 4
4. udgave, 4. oplag
Annette Bjergfeldts meget roste debut, “Højsangen fra Palermovej”, er en rablende, magisk-realistisk hyldest til de skæve eksistenser og deres til tider tragikomiske kærlighedsliv. Bogen er befolket af udsyrede personager, der geråder ud i de særeste ulykker, fejende flot beskrevet i et vældigt humør, der øjeblikkeligt trækker læserens mundvige i nordlig retning. Jørn Riel har fundet en værdig arvtager.
Den zigzaggende handling er umulig at genfortælle. Historiens poetisk-sagtmodige morfar, der anskaffer villaen på Palermovej, finder Varinka, en hidsig, sortøjet russisk jødinde, i et falleret cirkus i Sankt Petersborg. En flodhest har lige slugt hendes kæreste, der var dværg. Det umage par får en smuk datter, Eva, der er lige så flyvsk, som hun er synsk, og som finder Jan Gustav, en vældig svensk klippe, der opdrætter duer og forguder sin danske stewardessekone.
Sammen får de tre mærkelige piger. Den svagelige, men brillante Filippa, der ved ét og andet om tal og rumrejser. Dårende dejlige Olga, der synger så vidunderligt, at hun må ende på alverdens store scener. Og fortælleren Esther, der kan se altings farver, og som maler med den frodigste fantasi.
I nabohuset bor Graveren, et tyrannisk røvhul, hans halte kone Grethe og deres to børn Johan og Vibeke, som bliver pigernes venner, til trods for Johans slatne tilgang til en gryende karriere som musiker og Vibekes søde, men lettere alternative begavelse.
Her er bryllupper og begravelser, tudeture og grineflip, men aldrig et kedeligt øjeblik. “Højsangen fra Palermovej” er ikke for de knækkede; der skal en stærk psyke til alle de ramsaltede skrøner.
Et par eksempler på Annette Bjergfeldts helt særegne stil. Først en arketypisk sentens, dernæst en smuk eftertanke, som jeg sent skal glemme.
“I den periode lokker min søster et utal af tilbedere i dybet med besnærende sirenesang. Helt derned, hvor mandigheden bliver flået til musebiddhttps://bibliotek.dk/materiale/hoejsangen-fra-palermovej_annette-bjergfeldt/work-of%3A870970-basis%3A48144853?tid=CxmtI1791742588294868018896er på hendes skarpe rev. Fortabte sømænd skyller op uden ben, uden lem eller værdighed. De vakler op på bredden for at gifte sig med den første den nærmeste, bare for at få knoglerne og lemmet til at gro ud igen.”
Og så den dybe:
“Hver gang nogen dør, indgraverer man omhyggeligt fødsels- og dødsdag på gravstenen. Men det eneste, som tæller, er jo egentlig den lille tankestreg mellem årstallene.”
