Døde sjæle synger ikke af Jussi Adler-Olsen, Line Holm og Stine Bolther

Carl Mørck er smuttet fra afdeling Q, og ernærer sig nu som forfatter. Han er blevet færdig med sin første bog, Kvinden i buret, der handler om en af afdelingens gamle sager. Carl er ikke så vild med offentlige events og er ikke videre begejstret over hans forlagschefs idé med at deltage i diverse arrangementer. Med da han bliver opsøgt af Gry, der gerne vil have ham til at se på en gammel, hengemt telefonsvarerbesked bliver det startskuddet til at genoptage samarbejde med Assad og Rose. De tre får følgeskab af den meget hemmelighedsfulde Helena Henry fra Frankrig, som drabschefen beordrer Rose og Assad til at byde velkommen.

Sagen med beskeden på telefonsvarer viser sig at trække tråde tilbage til 1989, hvor en flok drenge udsatte en anden dreng for ondsindet modning, der smadrede hans liv, hans udseende og hans karrieremuligheder i voksenlivet.

i Døde sjæle synger ikke er der mange små historier. Assad, Rose, Helena og Carl har selvfølgelig hver deres fortællinger. Således er Helenas mørke fortid, hendes manglende mestring af det danske sprog, hendes hedeture, samt spekulationerne om, hvorfor hun er landet ved Afdeling Q en stor del af fortællingen. Roses svigtende helbred og humør, og manglende evne til at klare at tage imod den nye kollega er også på tapetet, og på en måde er de to kvinder i teamet omdrejningspunktet i skildringerne af Afdeling Q, dog uden at det på nogen måde tager fokus fra Assad og Carl.

Døde sjæle synger ikke er en medrivende bog, der dog på en eller anden måde har lidt vanskeligt ved at få holdt på en fin måde. De indledende skildringer af Carl og hans forfatterkarriere, beskrivelserne af det første offer fra 1989 og Assads tipstoegang omkring den ustabile Rose er vanvittigt levende. Men efterhånden som handlingen tager fart er det som om dybden aftager, og de sidste 100 sider omtrent sider jeg med en følelse af at bogen dybest set bare skal afsluttes. Det er en skam, og jeg håber at bog 12 i serien holder den fortællestil der var i det meste af bog 11 hele vejen igennem.

Grebet med at gøre Carl Mørck til forfatter på Afdeling Q bøgerne er intet mindre end genialt, og at se den kejtede og menneskesky efterforsker forsøge at udvise engageret og empatisk omgang med sine læsere er ret underholdende og realistisk skildret.

Døde sjæle synger ikke er en fin bog, og det har på ingen måde ødelagt serien, at der er kommet to nye forfattere til. Det bliver spændende at se, hvordan stilen udvikler sig i næste bog, som Line Holm og Stine Bolther kommer til at skrive uden Jussi Adler-Olsen.

Lån bogen på biblioteket