62
1986
87-7243-053-2
Det bortglömda landskapet
1.udgave
Fem små historier om spøgelser, nisser, Nøkken, hekse og trolde. Fem historier om mennesker langt ude i “Det glemte landskab”, hvis ensomhed får deres fantasi til at blomstre. Uforståelige hændelser skaber utryghed, og utrygheden fostrer forestillinger om uvenlige væsner. Men alting har i sidste ende en naturlig forklaring.
En mand mindes sin barndoms landskaber i et fjernt hjørne af landet, hvor han som lille dreng besøgte nogle ensomme mennesker.
Der var Gottfrid, som var sikker på at det spøgte, da nogle små ting forsvandt fra hans gårdsplads. Men det var bare skaden, som havde hugget dem til sin rede.
Og der var Andersson, som boede sammen med en nisse, som passede på ham når han sov. De talte aldrig sammen, når den ene sov var den anden vågen. Og nu var Andersson bange for at nissen var blevet træt ad ham og ville flytte. Drengen fik derfor Andersson til at tale med nissen og frygten veg i takt med deres snak.
Og der var Nikodemus, som var så glad for at fiske, men angst for at Nøkken ville komme og ta’ ham, fik ham til at holde op. For han havde set Nøkken dér i søen. Men drengen fandt ud af at det ikke var Nøkken, men bare en spillemand, som var faldet i vandet.
Og der var Sara, som var sikker på at en heks havde taget hendes hane. Men den havde blot forvildet sig ud i skoven. Og det, hun troede var en heks, var bare en mand iført en besynderlig hat.
Og endelig var der Olga, hvis ko, Majrose, pludselig forsvandt og det kunne kun være trolden, som havde stjålet den, mente Olga. Men den gamle mand, som hun troede var en trold, sagde at han rent faktisk havde fået koen af en trold. Og således forenedes de to gamle i deres fælles vildfarelse.
De fem små historier fortæller ligesom mange andre af Claessons bøger om en tid, som var.. og ikke kommer tilbage. Folkelige trosforestillinger, her omsat til historier, som måske kan forklare børn, hvorfor folk tidligere gjorde sig disse ubehagelige forestillinger. Ikke altsammen lige overbevisende, men poetisk og underfundigt som altid hos Claesson. Og det er jo heller ikke så tosset…