De hængte hunde af Jens Henrik Jensen
413
2012
978-87-400-0714-5
9. Udgave. 1. oplag. Særudgave
Niels Oxen er Danmarks højst dekorerede soldat. Medaljerne har han fået tildelt for sin indsats i krigen på Balkan og i Afghanistan. Desværre er han også ramt at Post-traumatisk stress syndrom, og har derfor meldt sig ud af samfundet. Han finder sin mad i diverse supermarkeders affaldscontainere, og holder sig fra andre mennesker. En dag trækker han stikket helt ud og tager til Rold skov, hvor han opretter sin egen lille camp. En aften kan han dog ikke holde sig fra Nørlund slot og går lige ind i et gerningssted. Selv om han flygter derfra, er han dog snart midtpunkt i en drabssag.
‘De hængte hunde’ er en af den slags spændingsromaner/krimi, som jeg plejer at undgå. Jeg er ikke meget for de urealistiske ting der sker, og kan slet ikke forholde mig til, at de foregår i lille Danmark. Jeg har ikke læst noget af Jens Henrik Jensen siden ‘Kællingen i Krakow’, og må indrømme, at jeg ikke kan huske noget af den. Derfor var jeg heller ikke helt klar over, hvad det er for bøger han skriver i dag, så det skulle altså tjekkes ud. Samtidig foregår det meste af handlingen i Himmerland, hvor jeg selv bor, og det er altid sjovt at læse bøger, der foregår i ens baghave!
Jeg slugte bogen (og efterfølgeren, ‘De mørke mænd’) på ganske kort tid. Jensen skriver fremragende og formår hele tiden at holde gryden i kog, så spændingen er intakt bogen igennem. Bogen betegnes som en krimi, men er lige så meget en spændingsroman. Der er noget Rambo møder Rejseholdet over den, for Niels Oxen er en supersoldat. Selvom han er under mistanke for et mord, bliver han alligevel hyret af PET til at lave sin egen efterforskning af mordet, der foregik på slottet. Hans nærmeste PET kontakt, Magrethe Franck, undersøger samtidig Niels Oxens baggrund, så spændingen foregår på flere plan.
Ligeledes kan jeg godt lide Jens Henrik Jensens brug af virkelige ting, som f.eks. fænomenet med de hængte hunde, og at han spinder en konspiration ud af en gammel middelalder instans. Det er ret originalt! Samtidig er beskrivelserne af Oxens PTSD smertelig men vigtig læsning. Prisværdigt at Jensen sætter fokus på det rædselsfulde syndrom, der har ramt så mange af Danmarks soldater!
Desværre er der også et par ting, der skæmmer i helheden. Behøver jeg at nævne en vis hændelse på en havetraktor, der er fuldstændig gak, ligesom scenen med en skovmaskine? Det irriterer mig voldsomt, at en ellers fin historie skal krydres med noget så overflødigt.
