Creole Belle af James Lee Burke

Han er en gammel svend nu, James Lee Burke. 79 år i skrivende stund, men han kan stadig sætte ild til papiret. Med alderen er hans unoder blevet mere skarpslebne, han gider ikke forstille sig. Gud findes, ånder griber ind i vores liv, våben skal selvklart være allemandseje, selvtægt er en nødvendighed, de onde er uforbederlige og kan lige så blive pløkket først som sidst. Øje for øje…

Oven i købet virker “Creole Belle” fra 2012, som om redaktøren har opgivet at begrænse Burkes skriveiver. Den er for lang og fortaber sig gang på gang i forfatterens idiosynkrasier. Historien er egentlig heller ikke ny i Burke-sammenhæng, så der er på en måde meget at brokke sig over.

Alligevel elsker jeg Burke og ville ikke gå glip af et eneste ord, han har skrevet. Heller ikke “Creole Belle”, der er drønspændende gennem samfulde 570 sider. Alle forfatterens tosserier til trods er han stadig en langt mere fængende, sprudlende, rablende forfatter end størsteparten af sine samtidige. Han er et must for fans af hårdkogte krimier, americana, sydstatsromantik og indlevede person-, mad- og naturbeskrivelser. Burke har skabt en niche, der er helt hans egen.

Det er en krydret gumbo i stærk sovs, Burke har kogt sammen til os denne gang. Den ikke helt unge, tørlagte kriminalefterforsker Dave Robicheaux er sammen med sin jævnaldrende, stenhårde og meget tørstige livsven Clete Purcel oppe mod nogle modbydelige og sadistiske rigmænd fra Louisianas ældste familier. Det handler om sløring af en enorm olieforurening i den Mexicanske Golf (som BP i virkelighedens verden er skyld i), om kunstsvindel, om trafficing, om nazisympatier og falske prædikanter.

Denne gang optræder også Daves og Cletes døtre, der bestemt ikke er kedelige bekendtskaber. Den ene af dem er faktisk lejemorder.

I en duft af grillstegt kød, kogte krebs og Jack Daniels-shots – med lynene blinkende i den lummervarme, myggefyldte luft over floden Teche – og til tonerne af Sydens vemodige, gamle bluesschlagere – skal et unavngivet antal personer snart dø indstøbt i isblokke, mast i pigbesatte stålbeholdere, med overskårne halse og i veritable kugleregnbyger. De overlevende må til gengæld konstant set sig skåret ned til sokkeholderne i kriminalhistoriens mest aggressive, bedrevidende, fornærmende ordvekslinger; konfrontation, dit navn er Burke.

Det er kulørt, det er stemningsfuldt, det er hæsblæsende – og det giver en enormt lyst til at besøge New Orleans & omegn. Iført en skudsikker vest.

Bogens tykkelse skyldes Burkes mange harmdirrende udfald mod korruptionen i staten og i det enkelte menneske, der er skyld i megen af den ulykke, verden er gerådet ud i. Den hårdhudede, gamle forfatter filosoferer og skælder ud på alt og alle, meget underholdende.

Her siger han nogle sande ord om aldring anskuet retrospektivt: “Alderen er en mærkelig form for tyveknægt. Den sniger sig ind på en, træder ind i ens hud og gør sit arbejde så stilfærdigt og metodisk, at det ikke går op for en, at den har stjålet ens ungdom, før man en morgen ser sig selv i spejlet og får øje på en mand, man slet ikke kender.”

Lån bogen på biblioteket