0 kommentarer

Enkernes land af Jeanette Varberg

af d. 20. oktober 2022
Info
 
Sideantal

528

Udgivet

2022

ISBN

9788740072471

 

“Enkernes land” er dybest set Dan Brown på et virkelig dårligt trip.

Varberg har to kæpheste som har stukket næsen frem i nogle af hendes seneste fagbøger, men som her får frit løb; kvindefrigørelse/ligestilling og et indædt had mod religion i almindelighed og Indre Mission i særdeleshed. Det er i orden. Man må gerne ride sine kæpheste, men hvis man skal tages alvorligt, skal man gøre det ordentligt. Varberg kan have ret i mange af sine tanker om ligestilling, men desværre skyder hun sig selv så eftertrykkeligt i foden ved at vende verden på hovedet, og tildele kvinder den rolle og magt som hun harcelerer over at mænd har/har haft. På den måde stiller hun sig et sted hvor man ikke kan andet end at ryste på hovedet af hende, og ærgre sig over at hun skader sin sag så meget som hun gør.

Det er tydeligt at Varbergs “research” omkring Indre Mission udelukkende går via Hans Kirk, Politikens artikler om begravelsen af de 26 druknede fiskere i Harboøre i 1893, og egne fordomme. Herved gør hun sig skyldig at formidle lodrette usandheder om Indre Mission, og dermed basere store dele af romanens fortælling på vrøvl.

Jeg ville ønske at hun også havde været omkring f.eks. C. Davidsens lille bog fra 1896, med titlen, “HARBOØRE – FORTIDEN, PASTOR MOE, STORMNATTEN, DOMMEN”, hvor Davidsen der er opvokset blandt fiskerne i Harboøre, fortæller en noget anden historie, hvor han lader begge sider komme til orde. Men selvfølgelig, hvis man på forhånd har bestemt sig for hvordan “virkeligheden” ser ud, kan jeg godt se at det er irriterende at måtte konstatere at virkeligheden oftest er mere nuanceret end som så. Så er det trods alt sikrere, bare at pløje alt ned med egne fordomme.

Varberg nævner f.eks. konsekvent og gentagne gange en “prædikant” i Indre Mission der brillerer med at fremføre Moes berømte, og berygtede, brændevinsprædiken. Varberg glemmer i sin iver efter at tilsvine med alle midler, at gøre opmærksom på, at netop den prædiken ikke foreligger på skrift, og derfor ikke kan gengives eller fremføres af nogen, mere end hundrede år efter den blev holdt. I modsætning hertil foreligger til gengæld Moes tale ved begravelsen af de 26 fiskere i 1893, som Varberg så vælger at fejlcitere groft, tilsyneladende ud fra devisen “målet helliger midlet”.

Varberg nævner flere gange Indre Missions “prædikanter”, men Indre Mission har ikke prædikanter – de har missionærer, og disse er både mænd og kvinder. Varberg hentyder også flere gange til Indre Missions medlemmer, men Indre Mission har ikke, og har aldrig haft, medlemmer. Så når efterforskerne har problemer med at få adgang til Indre Missions medlemskartoteker, skyldes det ikke at Indre Mission er så ondskabsfulde at de vil dække over sig selv og hinanden, men ganske enkelt at et sådant kartotek ikke findes, fordi det som bekendt er vanskeligt at føre kartotek over noget der ikke eksisterer – hvilket rigtige efterforskere selvfølgelig ville vide.

At Moe skulle være stifter af Indre Mission, lader vi bare stå et øjeblik. Det skulle i så fald være første gang en 3-årig stiftede en landsdækkende organisation.

Ind imellem er der alenlange sekvenser med redegørelser for historiske ting og sager. Men med baggrund i min øvrige oplevelse af Varbergs “research” og hendes “målet helliger midlet” tilgang til virkeligheden, kan jeg bare ikke tro på noget af det, og det kommer derfor til at fremstå som umotiverede katastrofeopbremsninger i en bog der befolkes af flade klichéer udsat for pumpet action, i en på alle måder utroværdig fortælling.

Alt dette – og det meste af resten – efterlader mig med et indtryk af en forfatter der er villig til at gøre hvad som helst, for at ride sine kæpheste. Derfor bliver bogen også mere kæphest end fortælling, og fremstår således blot som et skingert og temmelig ligegyldigt indslag i debatter der i øvrigt er vigtige at tage.

Jeg har altid holdt meget af at læse Varberg, for uanset hvad, så er hun – eller har i hvert fald været – en dygtig formidler. Men efter fra første parket at have overværet hendes mildest talt lemfældige omgang med virkeligheden, er jeg ikke længere så sikker på at hun er den dygtige formidler jeg troede hun var. I hendes seneste bøger har der været ansatser der har givet grund til at overveje om hun formidlede historisk forskning, eller sin egen dagsorden forklædt som videnskab. “Enkernes land” viser mig med al tydelighed, at jeg fremover skal være mere end almindeligt varsom med at læse Varberg. Jeg stoler ganske enkelt ikke længere på hende.

“Enkernes land” overgår Dan Brown (og der skal meget til) i ligegyldig, overskruet og på alle måder utroværdig action og karakterløse karakterer.

Jeg blev spurgt hvem jeg mener at “Enkernes land” primært henvender sig til. Mit umiddelbare svar var, “Småt brændbart”.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter