Blomsterdalen af Niviaq Korneliussen

Forfatterens hovedperson skal snart til Aarhus, hvor hun skal studere antropologi. Det betyder, at hun må have et langdistanceforhold til kæresten Maliina og at der skal tages afsked med familien. Blomsterdalen starter med afskedsmiddagen med familien, som meget godt illustrerer, at heller ikke her føler hovedpersonen sig tilpas og er heller ikke i stand til at overholde de retningslinjer der er, for det sociale samvær, hvilket Anaana har sin egen måde at gøre opmærksom på:

“Anaana laver en hurtig bevægelse og puffer til min ryg. Det gør hun, når jeg siger noget forkert. Jeg tror, jeg er blevet puffet mindst en million gange, siden jeg lærte at tale. Min kusine giver mig et dræberblik”.

Heller ikke i Aarhus på studiet eller på værelset i Det Grønlandske Hus falder hun til. I Aarhus på studiet er det vanskeligt at forstå de andres ironi og talemåder og da den blonde gud, der er alfahannen på studiet, sætter sig ved siden af hende i auditoriet og spørger, om det er hende, der lugter af alkohol, skønt hun slet ikke har drukket, er det slået fast med syvtommersøm, at ingen er klar til at lukke hende ind.

Blomsterdalen kredser om de mange selvmord der begås af unge inuitter, også i hovedpersonens nære omgangskreds er det en metode, der bliver brugt, når livet er for hårdt og hun kender til mange selvmord. Mange af afsnittene i bogen lægger også ud med et selvmord, der dog er løsrevet fra konteksten i bogen. Det er “bare” statistik, som her “41. Mand. 56 år. Skud. Dødsårsag: Drukning i havnen.”

Som i mange andre bøger af unge forfattere fylder sex en hel del, måske mere end jeg i virkeligheden finder relevant for historien og budskabet. Blomsterdalen står stærkest, når vi er i hovedpersonens hoved og får indblik i hendes tanker om egen personlighed og egen natur.

“Jeg er ligesom isen, jeg kan ikke stå stille. Jeg falder og falder, river alt med mig, og kun jeg kan overleve faldet, min kære, det er sket mange gange før. En dag kommer jeg til at drukne dig, forstår du, du kommer til at drukne, hvis jeg bliver hos dig, og indtil den dag er jeg bare kold.”

Blomsterdalen er en deprimerende bog og at være ung, at mangle et tilhørsforhold, om ikke at vide, hvad man vil eller hvad man kan, og endnu mere deprimerende er det, at hovedpersonen møder myndighedspersoner med voldsomt stereotype opfattelser af inuitter og decideret uvilje mod at se det menneske, som de står overfor.

Lån bogen på biblioteket