0 kommentarer

Med fornøden dristighed af Søren Nørby

af d. 27. maj 2021
Info
 
Sideantal

328

Udgivet

2021

ISBN

9788740669763

Udgave

1 udgave 1 oplag

 

Da jeg i vinters læste “Hverken ubesindig eller frygtsom. Dramatiske beretninger fra Flådens historie”af Søren Nørby var jeg ret begejstret for bogen, så da “Med fornøden dristighed” udkom var jeg ikke det mindste i tvivl om at denne bog måtte jeg også læse. Jeg er nok lidt miljøskadet, med  en militær fortid i Den kongelige Danske marine, men når det er sagt, finder jeg at enhver med interesse i marine- eller forsvars historie, vil have stor fornøjelse af begge bøger.

Med fornøden dristighed, disse ord er tillagt søhelt Peter Wessel Tordenskiold, der under Store Nordiske Krig 1709-1720 viste, at han ikke var bange for at tage chancer, når han mødte fjenden. Bag begrebet ”fornøden dristighed” ligger den filosofi, at vil man vinde i krig, så kræver det en aggressiv og offensiv holdning. Et begreb den danske flåde op gennem tiden, og også i dag lægger vægt på. I tolv beretninger fra Dannebrogs forlis i slaget på Køge bugt d. 4. oktober 1710 og frem til inspektionsskibet Tritons redningsaktion ved Island d. 19. december 2006, høre vi om kendte og mindre kendte aktioner flåden har været en del af.  En af de mindre kendte, er flådens indsats med det top moderne panserskib Rolf Krake ved Als i 1864. En indsats der ikke kom til at leve op til forventningerne, da kommunikationen mellem Den danske hær og marinen blev forplumret og situationerne derfor blev fejltolket hos begge værn, resultatet kender vi kun alt for godt i dag.  Det er dog ikke kun krudt og kugler vi bliver vidne til. Vi oplever også det forfærdelige forlis, da Orlogsskibet Oldenborg gik den d. 5. november 1799 ved Taffelbay  ud for Kapstaden (Cape Town i det nuværende Sydafrika). Stormen piskede løs og i et døgn kæmpede besætningen på 446 mand for at rede skibet deres eget liv. Skibet stod ikke til at redde, men det lykkedes kommandørkaptajn Johan Olfert Fischer at få besætningen hjem til Danmark igen.

Det er en velskrevet bog, med masser af illustrationer i form af både foto, tegninger og kort, hvilket bidrager til en yderligere levendegørelse af teksten, og der er ingen tvivl om at Søren Nørby har lavet et omfattende researches til denne bog. Selve bogen er trykt på godt kvalitetspapir og hvis man fjerner det flotte smudsomslaget, er der tale om en smuk indbinding i mørkeblåt, illustreret med en kompasrose og som en lækker lille ting et gyldent læsebånd. En bog jeg helt sikkert vil anbefale hvis man bare har en lille interesse for livet til søs.

Søren Nørby, født 1976, er marinehistoriker og forsker ved Forsvarsakademiet og har siden 2003 udgivet et væld af bøger og artikler om den danske flådes historie. Han er ph.d. fra Syddansk Universitet og har siden 2009 undervist Søværnets kommende officerer i søkrigshistorie. I 2018 blev han ansat til at varetage opgaven som Søværnets Historiske Konsulent. I 2020 udkom “Hverken ubesindig eller frygtsom. Dramatiske beretninger fra Flådens historie”. Anmeldelse af denne findes også på bogrummet.dk

Anmeldereksplar fra Turbine.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter