414
2013
9788702081213
En vild og voldsom og blodig roman i slutningen af 1840’erne, der bygger på virkelige begivenheder. Verden er et smukt og brutalt sted at leve. Og dø.
“Man må ikke tro, at mærkets liv altså er nedsunket i elendighed og er gået tabt, som om det sørgede: Der er ingen sorg… Thi sorg er en ting, der sænkes ned i døden. Men således er døden og det at dø mørkets liv. Jakob Böhme” (fra forordene).
Vi følger hovedpersonen, der kun kaldes ‘drengen’, som er på flugt fra en elendig barndom i Tennessee. Hans første følgesvende ender med at blive dræbt i et angreb ude i ørkenen af en bande Mad Max-lignende psykopatisk “teatertrup”, så fantasifuldt og farverigt er de klædt på. Her stifter man bekendtskab med de grundigt udpenslede drabeligheder; døende heste, støn, suk, afhuggede lemmer, blod, smerte. Derefter samles han op af en bande skalpejægere, der har autorisation til jagt fra delstaten Chihuahua.
Det udvikler sig hurtigt til en hæmningsløs, blodig jagt på alle – børn, kvinder, mænd, gamle – der har en skalp med mørkt hår, for hvem kan skelne mellem en mexicansk skalp, en indianerskalp fra en stamme man ikke er i krig med, og de fjendtlige indianere? . Medlemmerne af skalpejægerbanden beskrives ofte som klistret blodbestænkede, tilstøvede, ravende og mørke gestalter, der giver mindelser om djævle. Men er de mon det?
Hovedpersonerne i banden er udover ‘drengen’ den virkelige Joel Glanton og den nok ikke virkelige dommer Holden, der ofte filosoferer og forsvarer myrderierne. Han mener krig og vold er altings Gud og at moral, dét med djævle og engle og himmel og helvede, er noget mennesket har fundet på. Føler ørnen og ulven måske samvittighed, når de dræber?
Den grumme virkelighed suppleres af en anden virkelighed, der med sine skorpioner, glasskarpe flader skabt af fortidige lavastrømme, endeløse ørkener og nådesløst brændende sol er lige så ubarmhjertig som skalpejægerne. Men også fantastisk smuk med sine kaktusser, der står som skulpturelle monumenter i landskabet, sletter besmykket med stærkt orangerøde Ocotillo-planter og koldt blåligt månelys, der får landskabet til at fremstå som et drømmesyn. Sjældent er naturen beskrevet så stærkt som her.
Til sidst bliver deres vilde myrderier for meget for myndighederne, der sender en styrke ud for at fange dem. De søger derfor til Arizona, hvor de overtager et færgeleje, og fortsætter deres skruppelløse hærgen mod alle der søger over. ‘Drengen’, der til sidst er en voksen, rastløs dagdriver, opsøges igen af dommer Holden. Pga. dårlig samvittighed?, og er dommer Holden et billede på menneskeheden; dygtig som danser, veltalende, livsnydende, filosoferende, flersproget – og brutal og uforbederlig.
Jævnfør de udførligt beskrevne myrderier er det til tider en drøj omgang (det trækker lidt ned), også fordi der absolut ingen personudvikling foregår, der ellers kunne virke forfriskende. Men igen, udvikler menneskeheden sig måske? Måske er dét det meget realpolitiske, nihilistiske budskab?, døm selv. For bogen er absolut en kæmpe oplevelse at læse, og man forstår hvorfor den er udråbt som Cormac McCarhys hovedværk.
“,,og hans kollega Tim D. White fra Berkeley-universitetet kunne fortælle, at en fornyet undersøgelse (i Etiopien) af et 300.000 år gammelt fossil af et kranium, der tidligere var fundet i samme område, viser tegn på, at det er blevet skalperet. Yuma Daily Sun, juni 1982 (fra forordet)