Sundial af Catriona Ward

”Hvis du er thrillerfan, krimifan eller horrorfan SKAL DU LÆSE DEN HER. Ægte skræmmende!”

Ordene er Stephen Kings, og han tager sjældent fejl. Han fik mig i sin tid også til at læse Justin Cronins Den første, som er blevet et af mine yndlingsbøger, så hvad gør Sundial mon ved mig?

Rob og Irving ligner på overfladen det perfekte amerikanske ægtepar, to dejlige døtre på 9 og 12, masser af penge og intet vender forkert i hus og have. Men bag facaden gemmer sig en forfærdelig dysfunktionel familie. Rob og Irving hvæser af hinanden i stilhed, og tror fejlagtigt, at børnene ikke hører dem. Irving er utro og har været det i mange år med forskellige kvinder, han er rigtig led ved sin kone og har rottet sig sammen med den ældste datter Callie. Callie er speciel, taler med en usynlig ven, samler på dyreskeletter og det er faktisk ikke så underligt, at Rob ikke kan lide sin datter, men i stedet elsker yndlingsdatteren Annie. Da Callie prøver at forgifte sin søster med piller, tager Rob hende med til sit barndomshjem, Sundial, der er omkranset af Mojaveørkenen. Hun vil rette op på forholdet mellem dem, en rigtig tøsetur.

Her fortæller hun Callie om sin egen barndom og opvækst hos sine hippieforældre, der har skærmet Rob og hendes tvillingsøster Jack fra omverdenen, mens de har opdrættet og lavet eksperimentale forsøg på hunde.

Jeg gentager sikkert mig selv fra andre anmeldelser, men det her er virkelig en af de mest modbydelige historier jeg har læst! Jeg er lettere rystet over hvordan man får ideen til så makaber og unik en fortælling. Egentlig forbød jeg mig selv at finde ud af det, for jeg vil bare gerne videre med næste bog, men pludselig sad jeg og læste et interview med forfatteren. Historien kom til hende, da hun selv befandt sig i Mojave, et sted der burde være fyldt med frihed, men som på hende mere føltes som et bur. Jeg er dybt imponeret over, hvordan det kunne blive til så grum en bog, hvordan hun skriver så indlevende om at være mor, og om det pres det er at være forælder.

Jeg var helt udmattet til sidst. Robs fortælling om sin egen barndom er så intens, at jeg helt havde glemt Irving og Annie hjemme i idylhuset. Der dukker mange ligheder op mellem fortiden og nutiden, og man begynder at ane, hvordan det hele hænger sammen, men alligevel eksploderer det hele til sidst, og man sidder bare målløs tilbage.

Ward er en blændende fortæller, og på trods af at hun hverken læser horror eller ser genren på film, så mestrer hun at skrive om gruen og ondskaben, der ligger begravet i menneskets psyke. Hun bruger forskellige fortællerstemmer, først Rob og bagefter får vi Callies oplevelse af det samme, hvilket er super effektivt.

Jeg tror ikke Sundial bliver en yndlingsbog, der er for meget gift på siderne til at jeg vil holde af den, men den skal genlæses. Hvilken fantastisk oplevelse det bliver, med den viden man har fra første gang.

Fremragende forside, fremragende oversættelse…fremragende rædselsfuld oplevelse!

Anmeldereksemplar

Lån bogen på Bibliotek.dk