0 kommentarer

Asfalt og blomster af Benn Q. Holm

af d. 18. februar 2019
Info
 
Sideantal

395

Udgivet

2018

ISBN

978-87-11-90329-2

Originaltitel

Asfalt og blomster

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Benn Q. Holm har efterhånden bevist mange gange, at han er en af landets bedste, nulevende forfattere. Han har skrevet flere anmelderroste romaner og blandt andet fået filmatiseret mammutværket ”Album”, der blev vist som en mini-serie i TV for et par år siden.

Tidligere i 2018 udkom så seneste skud på stammen på forlaget Lindhardt og Ringhof. En murstensroman på svimlende 395 sider, der har fået titlen ”Asfalt og blomster”.

Som Q. Holms øvrige bøger foregår også denne bog i København. Nærmere bestemt er det en bog, der tager sin begyndelse i 1972 og slutter anno 2016.

I 1972 bliver en enlig mor ved navn Alice Hansen myrdet i en baggård i København. Hun efterlader sig sin lille søn Jack, så det er en meget tragisk historie læseren her introduceres for – en lille dreng efterladt moderløs og ensom i den store verden. På trods af en intens politiefterforskning lykkes det aldrig at finde morderen og den efterladte familie må derfor indstille sig på, at de aldrig ser den skyldige parkeret i Hotel Gitterly, hvor vedkommende hører hjemme.

Den lille Jack har heldigvis stadig sine bedsteforældre, som han vokser op hos, så helt uden familie er han heldigvis ikke. Det er dog ikke lutter idyl at vokse op hos bedsteforældrene, han føler sig ofte ensom og der hersker en mørke og tavshed i bedsteforældrenes hjem, der ikke er rar at vokse op i.

Som voksen ender Jack i arbejderkvarteret Nørrebro i København, hvor han lever et liv som fordrukken forsanger i et støjrockband – langt fra det de fleste af os vil betegne som en ønskværdig tilværelse.

En dag bryder Jack dog op fra sin vante tilværelse og forsvinder ganske ud i det blå.

Hvor er han henne? Er han taget afsted af egen fri vilje eller er der hændt ham noget?

I 2016 beslutter journalisten Mikael Busk at undersøge sagen om Jack og mordet på hans mor nærmere – og det er blandt andet denne efterforskning vil følger samtidigt med at vi læser den tragiske historie om Jack og hans mor.

Benn Q. Holm har på mange måder bedrevet en læseværdig og spændende bog, der nok er tragisk, men alligevel formår at fastholde læserens interesse.

Det er sine steder en socialrealitisk roman, men også et meget fint portræt af en storby og dens indbyggere. Selvom jeg egentlig synes, at bogen er en anelse for lang er den alligevel fyldt med fine personportrætter og en fortælling, der er skruet fint sammen.

Alt i alt en fin læseoplevelse, som jeg godt vil anbefale andre at give sig i kast med.

 

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter