319
2026
9788794299329
Skyggen af Gry
1. udgave
Alex er psykolog. Han bor sammen med sin kæreste Line, der er meget velhavende, vist nok på grund af handel med aktier.
Alex har sin praksis i et arbejdsfællesskab med en kollega og opholder sig mange timer der, på Frederiksberg. Primært fordi han ikke er så lykkelig sammen med Line. De mange timer på kontoret bruges med klienterne og på at spille online skak.
En dag bliver Alex opsøgt af Gry, en ung plaget studerende, der burde skrive sit speciale, men som er plaget af fremsyn. Alex beslutter sig hurtigt for at faktatjekke hendes påstand og tager hende med på kasino, hvor de tjener en anseelig sum penge på rouletten. Gry er desperat, har store smerter i hovedet, og ønsker på ingen måde at være i stand til se fremtiden. Og Alex, der hverken vil se fortiden eller fremtiden, kører med hende til Nantes, Frankrig, hvor de formoder at møde en frisør, der kan hjælpe Gry. De møder noget ganske andet, og Gry flygter og efter tavshed mellem de to, nogle medieoptrædener for Grys vedkommende sender Gry endelig en mail til Alex og lader ham forstå, hvad der er sket med hende siden den frygtelige dag i Nantes, og hvordan hun nu samarbejder med Staten og befinder sig på et sikret sted. For som hun siger: ”Jeg er nødt til at blive beskyttet og bo afsondret, hvis jeg skal fungere, og det har staten indtil videre hjulpet mig med. Mange vil have fat i mig, for at misbruge mine evner, og her er den danske stat vist blandt de mindst slemme – …”
Gry har således bevist, at det er forudbestemt, hvad der kommer til at ske, og et paradigmeskift finder sted. Det er selvsagt forskelligt, hvordan folk reagerer på Determinismens bevis, og en sociolog inddeler menneskeheden i tre kategorier alt efter deres reaktion. PDA (post-deterministisk-apati), hedonisme og indifferens.
Når jeg læser Skyggen af Gry kommer jeg uvægerligt til at tænke på Platons hulelignelse. Både fordi den kvinde, der som hun selv siger er banekvinden for den frie vilje, hedder Gry og selvfølgelig så varsle noget nyt, fordi bogen netop hedder Skyggen af Gry og fordi de fleste mennesker går tilbage ind i skyggen og fortsætter med business as usual.
Skyggen af Gry har mange eminente elementer, en psykolog med en lidt for høj psykopati score, en velskrevet beskrivelse af, hvordan vi mennesker har en evne til at få en ny erkendelse til at passe til vores eksisterende selvopfattelse, om end vi skal klippe en hæl og hakke en tå og en fornemmelse af, at det ikke er sikkert at tingene i virkeligheden er som vi tror de er.
Jeg holder meget af Viggo Bjerrings fortællestil, hans karakterer og hans plots. Hvis jeg ikke havde læst Verdenshjertet og Hjertets geometri, også af Viggo Bjerring, ville jeg være helt oppe og ringe over Skyggen af Gry. Men der er desværre noget mindre legende over den seneste bog fra Viggo Bjerrings hånd. Det er som om pointerne på en måde er lidt for åbenlyse, Alex lidt for overfladisk beskrevet og lidt for karikeret. Normalt ville jeg uden at blinke det mindste give en bog som Skyggen af Gry fem stjerner, nu blinker jeg, leger at jeg ikke har læst de andre to, og giver bogen fem små stjerner, alene fordi fire er for lidt, selvom jeg ved, hvad forfatteren kan præstere.
Skyggen af Gry er en anmelderbog.

