Alice i eventyrland af Lewis Carroll

Som bekendt er bogen ofte bedre end filmen, og jeg har derfor tænkt – siden jeg første gang så Disney-udgaven af Alice i eventyrland fra 1951 – at bogen måtte være helt fantastisk. Først nu har jeg fået den læst og må konstatere: bogen er ikke bedre end filmen – i hvert fald ikke ret meget. Heldigvis betyder det langt fra, at der er tale om en dårlig bog.

Hvad der er særligt skønt ved denne fortælling, er niveauet af skørhed og fantasi. Når først Alice er faldet ned i kaninhullet, kan alt ske. Alt er tænkeligt, og det er fantastisk inspirerende. Tænk hvis man kunne spise en lille bid af noget og blive helt lille, hvis man kunne svømme i sine egne tårer, hvis tiden faktisk var en kanin, og hvis man kunne blive helt i tvivl om, hvem man er. Når man tænker på, at bogen er fra 1865, bliver man endnu mere imponeret over, hvor kreativ og nyskabende forfatteren Lewis Carroll var.

Sproget er gak, ligesom de mange væsener er, og bringer læseren i en dejlig læsetilstand, hvor der konstant er et lille smil på læben. Når jeg så alligevel blev en smule skuffet, så skyldes det, at jeg havde forventet at sproget leverede endnu mere end filmen, når det kommer til gakkethed og fantasifuldhed. Måske gjorde Disney det for godt i 1951, eller måske forventede jeg mig for meget af en bog, der er mere end 150 år gammel. På trods af at bogen ikke bragte så meget nyt til Alice-verdenen for mig, var det en skøn bog at læse. Hurra for gakkethed i litteraturen.

NB Jeg læste bogen på engelsk, og det vil jeg bestemt anbefale alle at gøre for at få alle de sproglige detaljer med.

Lån bogen på bibliotek.dk