86
2024
9788797415986
1 udgave
Så fik vi også gjort kål på fjedre bind i serien Kløer og tænder, Varulven vender tilbage, og det skal jeg lige love for den gør. I forrige bog forlod vi Johan midt i en mørk og regnfuld smøge, i vild panik over det han så. Jeg skal ikke afsløre, hvad der videre sker, kun at Johan og Uffe må søge tilflugt i et redskabsskur, og at nattens eventyr kommer til at koste de to kammerater rigtigt dyrt. Men måske er der hjælp at hente, så de kan afslutte deres jagt. Det ved vi meget mere om når vi kommer til sidste bog i serien. Denne gang skal vi heldigvis ikke vente længe. Bogen ligger allerede klar til læsning, så mon ikke en blæsende og våd weekend står i varulvens tegn.
Bogen er en direkte fortsættelse af Jagten på varulven. Skrivestilen er igen den typisk for Lasse Bo Andersen, med fart over feltet og spænding fra side et, sproget er visuelt så handlingen kører let som film på nethinden, men en enkelt lille saftig tegning eller to inde i bogen ville ikke skade når nu Lasse også er god til den slags.
Med et lix på 23 er den let læselig for de 10-14 årige, mit mellemste barnebarn på 11 har været testlæser, og hun synes det har udviklet sig til en mega sej serie og glæder sig vildt meget til slutningen, men et yngre på 8 som har fået læst de første tre bind, synes at nu er det ved at blive for uhyggeligt….så måske vi dropper slutningen og så digter jeg lidt i stedet, det er jo svært når man gerne vil være stor med de store.
Bag signaturen LBA står forfatteren og tegneren Lasse Bo Andersen (1964), som har skrevet zombieserierne Zombie Splatter og Zombie Splatter Efterskælv, krimi- og detektivserien En sag for Mesterdetektiven Vic Baskerstreet, vampyrserien R.I.P. og flere andre gyserfortællinger.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt af Tekst&tegning.dk, hvilket dog ikke har påvirket min bedømmelse af bogen.

