Zornig – vrede er mit mellemnavn af Lisbeth Zornig Andersen

Der er mennesker i denne verden, der har haft en opvækst så elendig, at vi andre ikke kan forstå det – ikke engang selvom vi gør os umage. En af dem, der har haft en sådan elendig barndom er Lisbeth Zornig Andersen, der er formand for Børnerådet.

Lisbeth Zornigs forældre bliver skilt da hun er ganske lille, og Lisbeth og hendes tre brødre kommer til at bo hos moderen og hendes skiftende kærester på Lolland, der for de fleste er udkantsdanmark præget af fattigdom. Lisbeth Zornigs mor er dybt alkoholiseret og har tendens til at vælge de mest fordrukne og voldelige stoddere, der overhovedet kan opdrives. Stoddere, der systematisk gennemtæver moderen mens børnene ser på, tæsker børnene, bruger alle de sparsomme penge på druk, misbruger Lisbeth seksuelt i perioden fra hun er 10 til hun er 12 og hærger hjemmet, der er så beskidt, at det ikke er egnet til menneskebolig. Alt med moderens billigelse, for moderen forsvarer ikke sine børn, men ser til mens de får tæsk ligesom moderen ligger i sengen ved siden af mens Lisbeth misbruges af stedfaderen Jan.

Den hårde opvækst får konsekvenser for Lisbeth da hun vokser op, hun bliver vild og aggressiv, og selvom hun på et tidspunkt fjernes fra hjemmet for at bo på børnehjem tager det lang tid at komme på ret køl – de voldsomme oplevelser fra barndommen skal bearbejdes inden hun kunne komme videre.

Som ung og voksen gennemfører Lisbeth et krævende universitetsstudium, hun får gode jobs og bliver en god mor for sine fem børn. Lisbeth Zornig er en af de få succeshistorier vi af og til hører om, for mange, der har haft så grum en barndom ender i misbrug eller med at gentage forældrenes fejl.

“Zornig – vrede er mit mellemnavn” er en grum historie om en barndom de fleste af os ikke kan relatere os til fordi vi selv har haft en fin barndom. På trods af, at bogen er grum læsning er også en livsbekræftende bog fordi bogen viser, at det er muligt at forkaste sin dårlige baggrund og få et godt liv.

Bogen er overbevisende, stærk og skrevet i et nøgternt sprog. Forfatteren svælger ikke i selvmedlidenhed, men fortæller tingene som de var – og fortæller historien om, at med den rette hjælp kan man nå langt.

Jeg kan kun anbefale andre at læse denne bog på trods af, at det er barsk læsning.

Lån bogen på biblioteket