Vilhelms værelse af Tove Ditlevsen

Tove Ditlevsens sidste roman fra 1975, “Vilhelms værelse”, er en art autofiktion om hende og Victor Andreasen, deres giftige samliv og brutale brud. Et brud, der starter, da hun modtager De Gyldne Laurbær, og han går korporligt amok i ”gul misundelse og had.”

Som han efterfølgende forklarer: “de mennesker, jeg gør virkelig fortræd, tilgiver jeg aldrig!”

Allerede dengang var Ditlevsen en feteret stjerne, mor til tre, narkoman og suicidal. Hendes fjerde mand gennem 22 år, Vrisne Victor også kaldet, var chefredaktør på Ekstra Bladet, en højt begavet kyniker, der drak som en fisk og knaldede alt med en puls.

Flere medier beskriver “Vilhelms værelse” som et hovedværk i dansk litteratur og skrivestilen som sylespids. Jeg er ikke enig, men sådan må det vel være, når et lille folk pludselig mener at have haft et geni gående lyslevende rundt blandt sig. Tove-bølgen er over os.

Bogen er historien om et bebudet selvmord, for som det svagt antydes, tager forfatteren livet af sig selv året efter udgivelsen. Inden læseren når så vidt, skal hun igennem en række handlingselementer af vekslende kvalitet.

Dårligst fungerer afsnittene med Kurt og fru Thomsen, der bebor lejligheden over Lise Mundus (Tove Ditlevsen), Vilhelm (Victor Andreasen) og deres dreng. Unge Kurt er delirisk sengeliggende meget af tiden; den hæslige fru Thomsen misbruger ham, mens hun udspyr vanvittige sygehistorier.

Stilen i disse afsnit er unaturlig, teatralsk, fyldt med overdrivelser. Ikke dårligt skrevet, blot meget kunstlet, beslægtet med Ditlevsens samtidige Leif Panduro og Klaus Rifbjerg, der ligeledes formulerede sig med tommetyk ironisk distance til såvel samtiden som deres egne karakterer. I 60’erne og 70’erne beundrede man denne sarkastiske stil; i dag virker den kuldslået og grovkornet.

I andre afsnit er Ditlevsens protagonist Lise indlagt på den lukkede afdeling på Sankt Hans, sammen med Vera, der vasker hendes hår, taler hende efter munden og skriver en kontaktannonce, der formår at flytte unge Kurt en etage ned, væk fra fru Thomsen og ned i den fraflyttede Vilhelms tidligere værelse.

I mellemtiden er Vilhelm flyttet ind hos en af sine utallige elskerinder, Mille, “denne sundhedsdyrkende leverpostejbagerinde.”

I disse afsnit leger Ditlevsen med formen. Vi lærer, at Tove i virkeligheden er Lise, at Lise er en romanfigur, og at det hele er sjov for alvor- Metafiktion er ofte noget, der morer forfatteren mere end læseren.

Bogens højdepunkt er et åbent brev fra forfatteren til den store kærlighed, der har forladt hende. Her fornemmer man vitterlig smerten, men også Tove Ditlevsens evne til og behov for at transcendere sit følelsesliv til læseværdig kunst.

“Intet fotografiapparat er så nådesløst registrerende som det menneskes blik, hos hvem den første kærligheds blinde bølge har lagt sig.“

Filmen “Toves værelse” med Paprika Steen og Lars Brygmann i de to hovedroller er i nogen grad inspireret af bogen.

Lån bogen på biblioteket