0 kommentarer

Vi er fem af Matias Faldbakken

af d. 29. september 2020
Info
 
Sideantal

214

Udgivet

2020

ISBN

9788743400066

 

’Vi er fem’ er den mest underlige læseoplevelse, jeg har haft længe. Kort ridset op møder vi Tormod, der som ung er ved at miste sig selv fuldstændig i voldsomt stofmisbrug. Han bliver hjulpet på ret køl af Sivs beslutsomme håndfasthed, og de er nu ægte kernefamilie med hus, børn og hund. Tormod udviser kun bundsolid mandeadfærd. Han passer (det meste) af hjemmet, som han selv har bygget, arbejder hårdt og sørger i det hele taget for, at familien har det godt. Det er alt sammen meget ordentligt. Der går ikke så lang tid, før det bliver tydeligt for læseren, at Siv er blevet lidt doven og vrissen af at have så ordentlig og dygtig en mand. Som det jo går, bliver det hele lidt for kedeligt, så familien anskaffer sig en hund til at peppe tingene lidt op. En dag forsvinder Snusken, og i sorg og frustration går Tormod ud i sit (selvbyggede, velassorterede) værksted og begynder at eksperimentere med rødler og gødning.

Man kan med al rimelighed spørge sig selv, hvorfor en voksen mand går i værkstedet for at lege med ler. At det ler begynder at bevæge sig, nærmest som var det i live, er endnu mere overraskende, og ’Vi er fem’ kan heller ikke læses med skepsis. Du er nødt til at give dig hen til præmissen, ligesom du heller ikke læser Stephen Kings Dyrekirkegården og bliver ved med at tænke, at nekromanti jo ikke findes. Modsat King er ’Vi er fem’ ikke rigtigt uhyggelig. Den er bare virkelig sær. Når jeg ender med at give bogen fire stjerner skyldes det forfatterens meget skarpe blik for mennesketyper og den utroligt, talesprogsagtige fortæller, der bruger vældig mange fyldord, som normalt ville være blevet slettet på skrift. Det gav en fornemmelse af, at jeg fik fortalt en historie i stedet for, at jeg læste, og det var en ny og ret interessant oplevelse, der morede mig.:

’Det stod ned i stænger, som man siger, en voldsom forårsregn, en ordentlig skylle, og hele den nederste del af indkørslen blev vasket væk og var et mudderhul. Da Tormod skulle bakke bilen ud for at køre på arbejde, kørte han fast i mudderet mellem indkørslen og plænen. Det var en travl morgen, han havde lovet at køre børnene i skole, de stod i hver sin regnfrakke og gloede på at far ikke kom nogen steder. Han bandede ikke, Tormod bandede aldrig, men han svor indeni, det kunne de tydeligt se.

Bogomslaget på romanen ’Vi er fem’ er et billede af en skovl, der tydeligvis har været brugt til at grave rigtig meget jord. Det er et utroligt kedeligt billede, som kun kan forstås, når man har læst bogen. I det hele taget minder omslaget mig om billigbøger fra 80’erne af Ed McBain. Jeg ville aldrig have taget den her bog hjem, hvis jeg kun skulle dømme på omslaget.

Imidlertid er der andre ting end omslaget, der spiller ind, når vi vælger, hvad vi vil læse. Når en bog nomineres til Nordisk Råds Litteraturpris har den automatisk min opmærksomhed. Det er ikke sikkert, det fører til læsning, men oplysningen noteres i hjernen blandt alle de andre ting, jeg skal ’holde-øje-med’. Det samme gælder efterhånden bøger, der udgives på forlaget Gutkind. Jeg holder bare lige øje.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter