Den første af Justin Cronin

Mens jeg læste ‘Den første’ for fjerde gang, brugte jeg en del tid på at overveje, om det ikke er BOGEN, altså yndlingsbogen over dem alle. Jeg kom også til at tænke på, hvordan jeg mon får la­vet en anmeldelse, der gerne skulle virke som en salgstale og ikke får jaget folk væk, når de hører, hvad den handler om. Jeg er ret vild med genren ‘postapokalyptisk’. Det har altid fascineret mig, hvordan folk overlever i en verden uden håb, og hvor civilisationen er sat tilbage til middelalderen. Jeg tror interessen startede tidligt med John Christophers ‘De hvide bjerge’. Senere kom McCarthys ‘Vejen’ og sidste års ‘Station 11’ af Emily St. John Mandel er også et glimrende eksempel. Men Cro­nins ‘Den første’ er et storslået mesterværk, hvor jeg selv på fjerde gennemlæsning fandt nye detal­jer. Historien fortsætter i ‘De tolv’ og bliver til maj afsluttet med ‘The City of Mirrors’.

Nogle år ude i fremtiden finder forskere ved et tilfælde et virus i Bolivias jungle, der gør kræftsyge patienter raske og mere til. Militæret kommer hurtigt ind over, da de ser et stort potentiale i stoffet, der kan helbrede en såret soldat hurtigt. De kalder projektet for Noa, for Noa levede som bekendt i 950 år. Man finder 12 livstidsfanger og giver dem virusset, men kynismen stopper ikke der, man finder også en 6 årig pige, som får samme behandling. De tolv forsøgspersoner forvandles til noget umenneskeligt, griber ind i fangevogternes drømme og slipper løs, med verdens ende til følge. De sværmer over USA og enten dræber alle, eller gør dem til nye ‘viraler’ eller ‘rygere’, som de også kaldes.

Det er cirka her, at folk begynder at himle med øjnene og løbe i modsat retning af, hvor jeg befinder mig. Men man går altså glip af en mesterlig fortælling, der er så meget andet end blodsugende mon­stre. Der er f.eks. afsnittet med FBI agenten Wolgast og den 6 årige Amy, der gemmer sig på en lejrskole højt oppe i bjergene, mens verden dør under dem. De får nogle hyggelige måneder med svømmeture, højtlæsning og brætspil, mens katastrofen nærmer sig.

Der er også afsnittet 92 år ude i fremtidens Californien, hvor Kolonien befinder sig. Et muromkran­set område, hvor en lille gruppe mennesker har levet siden jordens undergang. Store lysmaster gør nat til dag, for viralerne tåler ikke lys. Men selv her i dette genialt beskrevet samfund lurer katastro­fen lige rundt om hjørnet, for lyset er batteridrevet, og hvor lang tid holder batterierne? Og en dag dukker Amy op udenfor porten, ca. 100 år gammel, men ligner en på 14…..

Cronin har skabt en historie, der er så godt fortalt, at man ønsker at være der selv, selvom underteg­nede ikke ville overleve i 2 minutter. Man flyver igennem de 1020 sider på rekordtid. Og hvis i ikke tror på mig, så lyt dog til Stephen King: “Læs 15 sider, og du vil blive fortryllet; læs 30, og bogen vil fængsle dig, og du vil læse til langt ud på natten. Romanen har en livagtighed, som kun episke værker skabt af fantasi og forestillingsevne kan opnå. Hvad kan jeg ellers sige? Følgende: Læs den­ne bog, og den almindelige verden forsvinder.”

Lån bogen på bibliotek.dk