Under foregivende af Jean Cocteau

En vittig anmelder skrev engang om Cocteau, at hans navn må være en flertalsform af cocktail. Der er noget om snakken, for manden mixer adskillige spændende ingredienser i sine berusende frembringelser.

“Under foregivende” kommer første gang på dansk … med 90 års forsinkelse! Den er skrevet som en roman eller en meget lang novelle, men minder på mange måder om drejebogen til et skuespil. Hvilket ikke er så sært, for det misundelsesværdige multitalent Jean Cocteau mestrede alle genrer: Romaner, digte, skuespil, balletter, film – og han kunne selvfølgelig også male og tegne!

Sjældent, om nogen sinde, har jeg læst en mere elegant og tidløs prosa. Alene for det stilistiske mesterværk skal “Under foregivende” anbefales på det varmeste. Ikke at indholdet fejler noget – historien er både fantastisk og medrivende, ikke mindst, fordi den delvis bygger på virkelige hændelser.

Guillaume Thomas brænder efter opleve Første Verdenskrig på nærmeste hold, helst ved fronten, hvor kampene mod de tyske aggressorer går allerhedest for sig. Egentlig er han for ung og uerfaren, men da han forveksles med en berømt generals nevø, står vejen åben. Thomas tages samtidig under vingerne af en rig og frimodig fyrstinde og hendes letantændelige datter, der begge ser et strålende lys i den noble ungersvend.

Thomas er en frejdig fyr, der lyver sig frem – men aldrig for personlig vindings skyld. Alle, der møder ham, falder for hans charme og tjenstvillighed. Og intet kan ryste fyren. Heste, der vader rundt i deres egne indvolde. Kammerater, der sprænges til atomer få meter væk. Gasangreb i de umenneskelige skyttegrave. Thomas vil bare være med, hvor det sker.

Man mærker straks, at Cocteau selv har været med ved fronten. Bogen er skrevet fem år efter krigens slutning, og scenerierne står knivskarpt, nærmest filmisk. De bløde klitter ved den belgiske grænse kunne ikke være udmalet mere livagtigt – med enkle, effektive pennestrøg. Kontrasten til de naturalistiske kulisser er hovedpersonens nærmest febrile fremtræden; som en søvngænger, der uanfægtet går gennem ild og vand, indtil drømmen brat slutter.

“Under foregivende” er fremragende oversat og kommenteret af den tidligere ambassadør i Paris, Hans Henrik Bruun. At Bruun har en personlig aktie i hele foretagendet, og at denne omfatter selveste Karen Blixen, gør ikke historien mindre fantastisk. Bruuns efterord er så interessant, at det er tæt på at stjæle billedet fra selve bogen.

Kun én anke har jeg. Den danske titel “Under foregivende” er alt for knastør i forhold den sprælske, vittige tone, der gennemsyrer handlingen. På fransk hedder bogen “Thomas l’imposteur” – og som Hans Henrik Bruun ganske rigtigt anfører, er en imposteur ikke så fæl som en bedrager, men trods alt mere fremme i skoene end en skuespiller. Sådan en betegnelse har vi ikke på dansk, men så må man improvisere. Mit bedste bud ville være “Thomas’ krig”, men “Thomas’ spil” eller “Frejdige Thomas” kunne også gå an. “Under foregivende” er slet ikke i Cocteaus ånd, og den sælger heller ikke billetter, venner.

Lån bogen på Bibliotek.dk