0 kommentarer

Steppeulven af Hermann Hesse

af d. 14. januar 2013
Info
 
Sideantal

258

Udgivet

2012

ISBN

978-87-02-11935-0

Originaltitel

Der Steppenwolf, oversætter: René Jean Jensen ; forord: Ib Michael

 

Denne roman er misforstået oftere og mere voldsomt end nogen anden af mine bøger har Hermann Hesse selv skrevet om Steppeulven.

Hesse hentydede selv til de dunkle sider i romanen og de selvmordstanker, han frygtede bogen kunne sætte i gang hos – især – yngre mennesker, der tog afstand fra småborgerlighedens konsensus og forlorne facade.

Historien kendtes fra den unge Werthers lidelser af Goethe. I Danmark tog et dansk rockband navn efter Hermann Hesses roman, og bandets forsanger, Eik Skaløe, tog sit eget liv under et syretrip til Indien – et land som Hesse havde tætte forbindelser til.

I sommeren 2012 udkom Steppeulven i en ny og meget stilsikker oversættelse af Ren Jean Jensen. Ovenstående apropos er det lidt pudsigt at læse forlagets introduktion af bogen på omslaget, der reducerer romanens indhold til en konflikt mellem menneskets dyriske drifter og det borgerlige ydre.

Hovedpersonen Harry Haller er da også dybt splittet mellem dannelse og drifter, det typisk tyske møde mellem den pligtopfyldende småborgerlighed og den kunstneriske åndelighed, men konflikten dækker over mere.

Den midaldrende Harry Haller møder en professor i et borgerhjem af pryd og overflade, som Haller tager afstand fra. Professoren er også et symbol på den tunge og reaktionære tyske nationalisme, der fandtes i den mellemkrigstid, romanen er skrevet i. I dirrende læserbreve advarer hovedpersonen Haller mod den forestående krig – Hesse var foruroligende synsk i modsætning til de fleste tyskere på hans tid.

Uroen, smerten og de modsatrettede kræfter driver Haller på nogle gevaldige drukture. Han er på selvmordets rand, men bliver kaldt tilbage af glædespigen Hermine, der repræsenterer en verden af det ukonventionelle, individuel tankegang og en foranderlighed som antonym til det stive og reaktionære.

Men Halle begår ikke selvmord. Det erfarer man, når man læser romanen langsomt og nøje til sidste punktum. Halle vælger livet, selv om det byder på trængsler og lidelser. Og hvor han som den revolutionære ungdom ikke går på kompromis overfor en konfliktsky omverden, er der i Steppeulven en erkendelse af, at det, der kan ligne konfliktskyhed og borgerlig forlorenhed, også kan skyldes ydmyghed og vilje til samarbejde.

Læseren begynder at forstå, hvor 68’er-generationen tog denne roman til sig. Der er opium, pacifisme og oprør mod dusinmenneskene. Hesse var selv med i den tyske livs- og reformbevægelse i begyndelsen af det 20. århundrede, den tids hippie-bevægelse.

Det er ingen nem bog at læse – især ikke de grå sider i de gamle udgaver. Men man bliver belønnet.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter