236
2010
978-87-92718-08-2
Spirou
Der indledes med historien om hvordan et tilfældigt møde mellem den unge aspirerende tegner Fournier og mesteren Franquin udviklede sig til et stærkt venskab. Franquin er imponeret over Fourniers evner og lader ham tegne i sit atelier, mens den ungen tegner modtager afslag på afslag fra Spirou-bladet, hvor Franquins serier trykkes. Men til sidst finder Fournier på en underlig eventyrserie af lettere filosofisk tilsnit, der behager den kritiske redaktør og serien Bizu debuterer i bladet. Læserne er ikke begejstrede, så den nu begejstrede redaktør tilbyder Forunier at overtage Splint og Co. fra Franquin. Mesteren har længe har været træt af serien, men aner intet om at den unge gæst er udset til at blive hans arvtager.
For at lette Fourniers indkøring tilbyder Franquin at tegne Spirillen i Fourniers første historie “Guldmageren”, hvor hans assistance netop understregede hvor stor et skel der var mellem mesteren og hans protegé. Fourniers figurer mangler den spændstighed og dynamik der er hos Franquin, og derfor ser det konstant ud som alt er stillbilleder – med den dynamiske Spiril som eneste lyspunkt, og tegnet af den eneste der kunne. Fournier mestrer ikke det at tegne objekter i bevægelse. Hans streg er for blød, udynamisk og nærmest sløset. Som han selv siger, i de ti år han tegnede følte han sig ikke som en professionel, men som en 16 årig amatør der havde fået lov at lege med de store. En ganske rammende beskrivelse.
Et stort benspænd var det også at Franquin tog sine egne figurer med sig; Spirillen, Grev Champignac, fætter Sante og den koleriske borgmester af Champignac. De optræder kun i den første historie, derefter er Fournier overladt til at skabe sine egne bifigurer, hvor den mest markante, Itoh Kata, alligevel bare er en flad pastiche på grev Champignac.
Fournier har haft det skægt, ingen tvivl om det, men hans Splint & Co. er et stort skridt bagud.