563
2024
1. udgave
‘Tælle til en tælle til to’ er en uafhængig fortsættelse til ‘Kastanjemanden’, hvor vi første gang mødte efterforskeren Naia Thulin. Vi møder nu Thulin igen, der har skiftet afdeling ved Politiet, for at få de lidt mere stille og rolige opgaver, så hun kan hellige sig sin lille familie og nye kæreste.
Der sker pludseligt et mord, som Thulins afdeling bliver indirekte involveret i. Så nu står hun igen midt i en efterforskning, hun bestemt ikke har lyst til at være en del af. Dog kan hun ikke lade være med at dykke ned i sagen, da hun opdager, at den trækker tråde til andre uopklarede sager. Tråde der viser sig at trække helt tilbage til dengang Thulins far var en del af Rejseholdet i 1990’erne.
Det viser sig, at morderen via trusler og manipulering forfølger sine ofre og sender dem billeder af dem selv fra et ukendt telefonnummer. Morderen prøver at vise sine ofre, at selvom de prøver at gemme sig, så vil de blive fundet til enhver pris, en slags avanceret gemmeleg. I starten føles det som en harmløs spøg, men med tiden bliver billederne mere hyppige og vedhæftet et lille uhyggeligt rim, der i første omgang slet ikke giver mening.
Naia Thulin og hendes kolleger finder hurtigt frem til flere ofre, der modtager disse forfølgelsesbilleder, og nu går den vilde jagt, inden der sker flere mord. Thulins tidligere kollega Mark Hess bliver også ved et tilfælde hvirvlet ind i sagen, og hans strategiske gennemgang af både de gamle og nye sagsagter gør, at de finder en mulig rød tråd i morderens ofre. Det er dog et kapløb med tiden, for morderen er hele tiden et skridt foran.
‘Tælle til en tælle til to’ er en hæsblæsende fortælling fra start til slut. Vi følger nogle af de forskellige personer, der igennem bogen er morderens ofre, og det gør at man kommer helt ind under huden på dem og deres skæbne. Man føler også, at man kommer tættere og tættere på morderen. Svaret må jo ligge i de gamle uopklarede sager? Uanset hvad, så sidder man med en gysende fornemmelse, når sandheden endelig kommer frem i lyset.
Anmelderbog

