0 kommentarer

Slangereden af Pernille Plaetner & Marianne Rohweder

af d. 17. januar 2023
Info
 
Sideantal

330

Udgivet

2023

ISBN

978-87-7339-170-9

Originaltitel

Slangereden

 

”Slangereden” er 3. bog i serien om politiassistent Martha Munk, der arbejder på Nykøbing Sjælland politistation.

De tre bøger kan læses selvstændigt, men har man læst en eller begge af de foregående bøger, er det et dejligt gensyn at være tilbage i Odsherred med kvikke Martha, der denne gang bliver suspenderet fra tjeneste, fordi hun kommer lige lovlig tæt på en konspiration, hvor hendes chef er involveret.

Som i de to foregående bøger indfletter de to forfattere et socialt-realistisk perspektiv i bogen, og drysser med løs hånd lidt utroskab og sugardating over historien, ligesom vi møder krigsveteraner, der hver på sin måde tackler deres PTSD og som centrum for plottet indspiste by-spidser, der vasker hinandens hænder og indgår hemmelige aftaler.

Overalt i Danmark, og også i Odsherred findes en klasse beskyttet af et socialt lag fernis, som det så fint udtrykkes på side 149. Mennesker, der har deres på det tørre og som i kraft af deres status skalter og valter med loven og lader hånt om natur og andre mennesker. Et betændt miljø og en elite, hvor penge skifter hænder i det skjulte, og hvor enhver er sig selv nærmest.

Politiet bliver kaldt ud til en stor villa i et naturskønt område, hvor ejeren er død ved et fald fra en trappe, og sagen lukkes som hændeligt uheld. Men da flere prominente folk kort efter findes døde, antyder Martha at der kan være en sammenhæng med det første dødsfald og går i gang med en efterforskning.

Mistanken for dødsfaldene falder på PTSD-ramte Ivan, der bor i skoven med sin schæferhund, men selvfølgelig er det ikke ham, der er skurken. Da Martha finder ud af, at by-spidserne har planer om at omdanne det naturskønne område til et golfparadis for turister, begynder et mønster at tegne sig, og det overraskende plot afdækkes.

På den private side spiller Martha andenviolin og elskerinde for kollegaen Svend, og personligt blev jeg irriteret over, at hun finder sig i det og ikke sætter ham stolen for døren. Mod slutningen af bogen opfangede Martha mine frustrationer, så mon ikke skønne Svend må tage en beslutning i bog 4, hvis vi er så heldige at en sådan er på vej?

Anmeldereksemplar

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter