Himlen over Kattesundet af Annette Bjergfeldt

Vi er mange skabsbohemer, der hylder Mae Wests visdomsord om, at “for meget af det gode er – vidunderligt.” Skænk bare mere champagne, tak. Men hov, somme tider må man overrasket erkende, at for meget af det gode bare er – for meget; selv årgangschampagne kan overdoseres.

Sådan er det ærgerligt nok med den skønne forfatter Annette Bjergfeldts netop udkomne 3’er. I min optik er forgængeren, “Mr. Saitos rejsebiograf”, en af de hyggeligste og mest farverige danske romaner udgivet efter århundredskiftet. Bjergfeldt er et exceptionelt talent med sin helt egen stemme og et overdådigt humør, der bare smitter.

“Himlen over Kattesundet” er skam også både hyggelig, farverig og humørfyldt – men for meget af det hele. Bogen er komplet ude af balance; handlingen forsvinder i fjantede metaforer og fjollede personbeskrivelser. Borte har taget enhver nerve og erstattet spænding med endeløse ordgyderier. Øv.

Et eksempel; året er 1910, og hovedpersonen Sofia drømmer om at blive nobelprisbelønnet opfinder og samtidig finde den eneste ene… “Universet er fuldt af fyrværkeri og lyn i alle størrelser. Derfor holder jeg skarpt øje med ethvert elektrisk hankønsvæsen, der kan have teslasporer og pludselig kærlighed gemt i hjertet.”

I tiden efter 1910 sker der en masse omvæltninger i samfundet. Kvinder vil ikke længere finde sig i at være andenrangsborgere – de vil have adgang til alle studier, de vil have stemmeret, de ønsker abort på bedre måder end med strikkepind, de vil hjælpe til ved fronten under Første Verdenskrig…

Sofia er med til det hele, overkommer nemt det umulige. Thi “Himlen over Kattesundet” er en fabulerende gavtyveroman med feministiske overtoner, som altid hos Bjergfeldt krydret med magisk (u)realisme, hvilket kan forekomme forfriskende – eller sk…irriterende.

Hele det brogede persongalleri, der færdes i og omkring en otteværelses lejlighed i Kattesundet, er vildt karikeret, oftest til den elskelige side. Foruden Sofia møder vi hendes italienske far, kaldet Vildsvinet, professor på Polyteknisk Læreanstalt og amatørkok; opfinder af den elektriske æggevarmer. Moren, kælenavn Valmuen, er genial billedhugger med speciale i havfruer og afsindigt distræt.

Storebror Lorenzo flyver mellem byens tage med et par kunstige svanevinger, ikke ulig da Vincis tegninger. Og så er der morens to arbejdssky søstre, moster Lydia (grævlingen) og pukkelryggede Polpetta (lille frikadelle). For ikke at nævne veninderne, rappenskralden Gertrud fra Pisserenden og den elskelige Pauline fra Delfingade, der drømmer om at blive sygeplejerske, men ikke tåler synet af blod

Fra virkelighedens verden optræder flypioneren Alfred Nervø, den italienske fysiker og nobelpristager Guglielmo Marconi samt en vis Niels Bohr og selveste Halleys Komet.

På falderebet er det, som om Annette Bjergfeldt tager en dyb indånding, klar over, at der må scores nogle point. Slutningen er én lang, fin hyldest til det uperfekte menneske, hvilket munder ud i indtil flere happy endings. Smilet er stadig noget anstrengt, men trods alt et smil.

Lån bogen på biblioteket