39
2025
978-87-975878-0-5
Skillelinjer
1. udgave
I en verden i opbrud kan jeg anbefale en kop kaffe og et par digte om dagen fra denne fine og eftertænksomme samling opbrudslyrik af Sven Erbs Sørensen. “Skillelinier” handler om at stå midt i et brud. Om de svære følelser og tilstande, som naturligt følger – og om igen at finde håb, kærlighed og forankring i verden.
Digtene er præget af sproglig bevidsthed og glæden ved at lege med ord – via associationer og billeder, rim og rytme. Tematisk kredser de på den ene side om alvoren, ansvaret og ensomheden ved en skilsmisse:
”Jeg har frygtet det længe:
når hånd slipper hånd.
Jeg har selv skærpet kniven,
der skærer de bånd.” (s.16, uddrag)
På den anden side er der håb, humor, og selvironi. Det sidste mærkes i ord om at være en ”midtvejsmoden reservedels-aspirant” – og om at have sportsånd ”under akut forvandling, når det gælder disciplinen ’overspringshandling’.” Forankringen i livet bliver tydelig, når digtet kredser om ”dét, der for altid var mit paradis.” (s. 25)
“Skillelinier” kalder på læsere, der lader sig fascinere af sprogets finurligheder både lydligt og indholdsmæssigt – og som kan spejle sig i at gennemleve en livskrise.
Sven Erbs Sørensen er uddannet fra Kolding Kunsthåndværkerskole og har bl.a. arbejdet i reklameverdenen og som tekstforfatter. Kunstnerisk udtrykker han sig via digte, noveller, maleri og skulptur. Denne udgivelse består af 30 digte og er på omslaget illustreret med fotos, som bl.a. korresponderer fint med digtet på side 9 (uddrag):
”Ensomhedstræ,
stadig med rødder og fæste i land,
– stritter fra stranden med kronen i vand.”
Bogen kan rekvireres via forlaget swungforlag@gmail.com.

