Kilderne af Marie-Hélène Lafon

Dette er en speciel lille bog, som dog er en roman. Den er skrevet meget ud i en køre, så man skal lige holde tungen lige i munden. Men når man fanger rytmen i sproget, så flyder det derudaf. Og da den ikke er lang så er det en historie som er en smule trykket sammen, men som alligevel giver god mening. Da det samtidig er selvbiografisk fra forfatterens side, så er det en lidt mere barsk historie at komme igennem.

Man kommer ind i en kvindes liv, hun er gift og har tre børn. De er hendes et og alt. Hun er ked af sin vægt og selvtillid er der ikke det store af, da manden har nedbrudt hende over tid. Hun fik børnene hurtigt efter hinanden og hun har alt for meget på sin tallerken, til at have overskud til at gøre noget godt for sig selv. Hun finder dig samtidig i at blive nedbrudt, fornedret, tævet og gør på ingen måder oprør. Hun er nemlig stolt af sin titel som gårdfrue og så er hun stolt af at hun kan køre bil. Det er der nemlig mange af de andre hustruer i byen som ikke kan. Men hun er også bange og hun ved samtidig godt at hendes børn også er bange. For hendes mad, børnenes far, vil have tingene på en meget bestemt måde og han er ikke bleg for at forklare hende både med nedladende ord og med vold, at hun ikke gør tingene godt nok. På et tidspunkt formår hun alligevel at få sagt noget hjemme ved sin egen familie.

Man får historien fra hendes side, samt et lille efterspil hvor hun prøver at fortælle hans vinkel – dog først efter skilsmissen.

Det er ikke en feel good historie, men det er en relaterbar fortælling om en kvindes liv, der foregik lidt i skyggerne, indtil hun blev modig nok og sagde fra.

Anmeldereksemplar.

lån bogen på biblioteket