Nobelprisen
0 kommentarer

Salka Valka af Halldór Laxness

af d. 13. november 2022
Info
 
Sideantal

427

Udgivet

1986

ISBN

8701685325

 

Salka Valka ankommer via skib med sin mor til den lille fiskeflække Osøre ved Axlarfjord i starten af 1900-tallet. En flække der er gennemsyret af fattigdom, og hvor et liv har værdi når blot man efterlader penge til begravelsen.

Laxness gør ved de to kvinders landgang brug af vel nok fortællingens mest skelsættende kneb, idet Salka indser at hun og moderen ikke længere er som én organisme. Derfra gror spalten mellem mor og datter sig stadig større. De hutle sig gennem, hverken Frelsens Hær eller den lokale provst vil have dem ind, men moren konverterer og bliver en del af hæren. Datterens selvstændighed passer ikke med konform dogmatik; hun går sine egne veje, på dramatisk vis iklædt bukser, som et fravalg af den traditionelle kjole til fordel for mandeklæder. Da moren udvikler et ulykkeligt forhold til en grov karl af en fisker, kommer den 12-årige Salka både fysisk og psykisk i klemme. Forholdet mellem mor og datter glider uafvendeligt mod afgrunden.

Romanen er oprindelig udsendt med ét bind i 1934 og atter ét i 1935 på originalsproget, således er den samlede danske reelt to romaner i én og den første om Salkas sene barndom byder på den mest spændte dramaturgiske fortællebue. Bind to handler om Salka som ung forkvinde for sømandsforbundet, og den medfølgende ballade der bliver da kommunismen ankommer til fjorden. Det er ingen hemmelighed at Laxness i sine unge år var en beundrer af Sovjetunionen, – han rejste blandt andet dertil, og det bærer romanens andet bind præg af. Forelskelsen i kommunismen styrer slagets gang, og selvom det er godt forfattet, (og selvom de forskellige politiske fraktioner får ordet, og kritik af kommunismen derfor får ligeså meget plads som den naive lovprisning) – er tråden under fortællingen væk, og det regredierer i perioder til ren propaganda. Til slut slår det over i en ekstremt poetisk og fælt sukkerdryppende kærlighedshistorie, idet den benhårde Salka falder pladask for chefbolsjevikken. En herlig fyr, der ikke er imponeret over Salkas bekymring for de udhungrede børn på stranden:

-Havde jeg været dig, skulle de have fået lov til at krepere, sagde han ugudeligt, da han påny havde sat sig til at spise ude i køkkenet. Det er ikke andet end borgerlig sentimentalitet og hykleri at hjælpe den enkelte.

Det er nærmest perfekt forfattet, for Laxness omskrev med perfektionistisk iver hver side utallige gange, før han var tilfreds. Derfor er dialoger umenneskeligt poetiske og præcise, det er lækkert at læse, og forkert at læse med realismens briller; da bliver det utroværdigt at alle figurer er oratoriske genier.

De bedste romaner har altid et fundament i solide tidligere værker, og Laxness vier en hel side på at hylde gamle æventyr. Men der skal også noget nyt til ved starten af 1900-tallet, for Nietzsche konkluderede 50 år forinden bekymret at gud var død. Den tankegang slår hårdt igennem i fortælletonen og i hovedpersonens spaltning i forhold til moren. De to der først var som én, og så pludselig ikke er det længere. Det er også den grundtanke der banede vejen for virkelighedens kommunisme, thi det tomrum religionen efterlod, skulle fyldes op med noget andet. Mennesket kræver noget at tro på.

Første bind er herostratisk velskrevet socialrealisme. Andet bind er velskrevet, men blot en portion af kejserens nye klæder.

 

Omslag er malet af Thormod Kidde – far til en anden stor Laxness-fan, nemlig tegner og fortæller Rune T. Kidde.

 

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter