Shuggie Bain af Douglas Stuart

Hvorfor er de bedste bøger ofte de mest tænderskærende tragiske? Har vi mennesker en pervers trang til at fråse i andres ulykke?

I hvert fald er den Booker-prisbelønnede “Shuggie Bain” den mest knugende bog, jeg har læst siden Hanya Yanagiharas “Et lille liv” – og en af de bedste. Begge værker vil for altid stå som højdepunkter blandt et helt livs læseoplevelser.

Første gang vi møder ludfattige 15-årige Shuggie er i 1992 i møgbeskidte Glasgow. Han bor på et usselt hummer i en større lejlighed, som en pakistansk dame har opdelt i selvstændige lejemål. Ind ad sprækker og utætheder siver cigaretos og lugten af surt øl og uvaskede kroppe.

Shuggies nuværende situation er en logisk konsekvens af hans barske opvækst. Forfatteren Douglas Stuart tager en dyb indånding og fører os tilbage til 1981; dengang en vis Mrs. Thatcher selvtilfreds knuste den britiske arbejderklasse. Af bogens efterord må man forstå, at Douglas Stuart selv oplevede de trange tider.

Elendigheden er Dickensk i lejligheden på 16. etage, hvor lille Shuggie bor med sine to ældre søskende, sin kønne mor Agnes, sin taxachauffør-far Shug samt mormor og morfar; sidstnævnte tatoveret helt ud på knoerne, men i øvrigt vældigt godmodig.

39-årige Agnes drikker for meget og har gennem et helt liv prøvet at slå sig igennem på sit gode udseende. Men med tre fødsler, årtiers rygning og en daglig bimmelim er glansen gået af den livsglade pige. Hendes mand knalder alt med en puls, selv et par af hendes gode veninder, og Agnes’ eneste modsvar er at tylle endnu flere lunkne stout.

Bedst som man tror, det ikke kan blive værre, sørger far Shug for at isolere sin kone og børn i en gudsforladt minearbejderflække og efterlade dem dér. Agnes’ deroute eskalerer, og nu bliver det meget, meget hårdt at være lille, vimse Shuggie, der må tage ansvar for en utilregnelig alkoholiker, selv om han hellere ville lege med dukker og børste morens hår.

Beskrivelserne af de børnerige skotske arbejderfamiliers hverdag er forstemmende. Man ser det mest fordummende tv. Man ryger, til man dør af lungekræft – og drikker, til man kommer til skade i hjemmet eller trafikken. Man æder det tarveligste frituremad. Man sviner alt og alle omkring én til og snyder, hvor man kan, for at skaffe lidt ekstra mønt til det daglige misbrug. En ond cirkel uden ende.

“Shuggie Bain” er bestemt ikke feelgood, men midt i al håbløsheden tager man sig i at smile ad de slagfærdige replikker og ad hovedpersonernes utallige krumspring for bare et øjeblik at føle sig på livets solside. At lyve for sig selv kan udvikles til en kunstart.

Lån bogen på biblioteket