I ruiner af Morten Pape

Amalie vokser op i et tidstypisk parcelhuskvarter på Ugandavej på Vestamager sammen med sin rebelske halvsøster Maya, sin elskede bror Oliver samt mor Mona og far Stig. Det er så ærkedansk og genkendeligt, at det næsten føles dokumentarisk.

Alt tegner godt der i starten af det nye årtusinde; især den ubekymrede Stig synes, der er plads til at slå ud med armene og anskaffe lidt af al den luksus, som kendetegner en ny tids Danmark.

Denne anmelder havde selv aktier i Amagerbanken og mistede hele investeringen, da staten uvist af hvilke årsager trak tæppet væk under såvel bank som ansatte og alle os småsparere. En svinestreg, som Morten Pape dygtigt ridser op uden at bruge for meget krudt på det.

Bankkrakket sætter en lavine af større og mindre katastrofer i gang, både på Amager i almindelighed og for familien Clemmensen i særdeleshed. Alting falder fra hinanden, og derouten er så voldsom, at dødsfald, skilsmisse, flugt og livslangt had bliver enden på det hele.

Morten Pape forsøder den bitre pille med rare afsnit om ung kærlighed, om ømhed mellem en flamboyant ugleset morfar og den usikre Amalie, om Amagers særegne natur og sammenhold – blot for at skrue op for chokeffekterne i rå beskrivelser af menneskeligt forfald og ondskab såvel hertillands som i Rwanda og i Paris.

Hele balladen er skrevet flot og medrivende – Pape er en forfatter, der fortjener al den ros, han overdænges med – omend de udenlandske historier i nogen grad spolerer rytmen og kontinuiteten i det amagerkanske drama. Lidt synd, men ikke katastrofalt.