Politi af Jo Nesbø

“Politi” må være en af de mest spændende og overraskende krimier, jeg nogen sinde har læst. I sit tiende epos om Oslo-strømeren Harry Hole tramper Jo Nesbø gaspedalen helt i bund og efterlader blegsottige kolleger som Liza Marklund og Jussi Adler-Olsen håbløst distanceret. Fuck, der er smæk på!

Indtil flere blodtørstige mordere er ude i fri dressur. Den ene smadrer af uforklarlige årsager politifolk til hakkekød på tidligere gerningssteder for uopklarede mord. Den anden tager livet af vidner til sine ugerninger på noget mere raffineret, men ikke mindre makaber vis. Ingen af dem synes til at stoppe.

Det er et par seriøst syge sataner, de stakkels Oslo-strømere er oppe mod. Og det helt store problem er, at den dygtigste af dem alle – den dystre og tørstige mesterstrisser Harry Hole – ikke kan hjælpe til. Han blev i slutningen af bind 9 fældet af flere kugler i hovedet affyret af hans elskede stedsøn Oleg. Præcis som Stieg Larssons Lisbeth Salander er han ude af billedet … eller hvad?

Nesbø leger med os. Gennem hele bogen skaber han tvetydige scenarier, som fører den intetanende læser ud af ét spor – for pludselig at slå en baglæns saltomortale og lande på benene et helt andet sted. Det øger spændingen med flere hundred procent, for når man famler sig frem i blinde, skaber fantasien hæslige monstre. Og så trumfer Nesbø alligevel med modbydeligheder, der er endnu værre, end man troede.

“Politi” viser en moden forfatter, der har fået fuldkomment styr på sine virkemidler. Bogen er raffineret opbygget, og selv om de mange mord mildest talt er spektakulære, virker effektjageriet mindre hysterisk end i fx “Panserhjerte”. På den bane overgår Nesbø langt sin franske kollega, Jean-Christophe Grangé, der fra bog til bog ser sig nødsaget til at opfinde stadigt mere horrible aflivningsmetoder for at fastholde sin læserskare. Nesbø forfiner i stedet det psykologiske spil, uden at spændingsskruen på noget tidspunkt slappes. Tværtom.

Eksempelvis sidder en ualmindeligt usympatisk kriminel på sit hotelværelse og ser et program om komodovaranens jagtmetode, der handler om langsomt at forgifte sit offer, til det sidst bukker under og er grydeklar. I sig selv er det fascinerende viden, men hen ad vejen går det op for både læseren og den fjernsynskiggende kriminelle, at nogen er ved at tage livet af ham på nøjagtigt samme måde. Fed detalje.

Nye læsere kan snildt starte med “Politi”, der er et selvstændigt bind i Hole-sagaen. Men hvorfor ikke unde sig selv at begynde ved begyndelsen – med “Flagermusmanden”? Der er ugers herlig underholdning forude.

Lån bogen på bibliotek.dk