På sporet af den zoologiske have af Einar Már Gudmundsson
244
2016
978-87-11-54039-8
Leitin ad dýragardinum (oversat af Erik Skyum-Nielsen)
1. udgave, 1. oplag
Forventningerne er tårnhøje hver gang jeg kaster mig over en Gudmundsson. Selv når jeg på forhånd har læst halvlunkne anmeldelser, overrumpler han mig. Desværre lever novellesamlingen her ikke helt lever op til mesterens andre værker. Der er intet galt med én eneste af de otte noveller, de kommer bare ikke så meget i dybden som romanerne gør, og det virker ikke som om han har helt så meget på hjertet. Titelnovellen om den forvirrede franskmand der af omveje ender på Færøerne hvor han forveksles med Jesus selv, opleves som både komisk og barok men uden mål og med. Den løfter ikke helt arven efter Røde dage, den mægtige roman der havde noget af den samme stemning og stil. Så har Asfaltmaskinen til gengæld både plot, personer og power. Olaf er assistent for den forvirrede akademiker Jakob, der forsøger at nedfælde sine erindringer. Makkerparret er vildt imponerede over egne evner, men hverken forlag, naboer og i særdeleshed naboernes børn, har nogen fidus til de to gamle gnavne mænd. Andre steder omgiver Gudmundsson sig med ildevarslende uhygge, når han beskriver en køretur der bliver ramt af gengangere.
Muligvis er Universets engle Gudmundssons mest kendte roman, den indbragte trods alt nordisk råds litteraturpris, og blev filmatiseret i hjemlandet. I den zoologiske have tager han de første tilløb til romanen med novellen om Viktor, en af patienterne på Kleppur, sindssygehospitalet hvor det meste af Universets engle udfolder sig. Viktor har ikke en stor rolle i ’universet’, men her får han lov at leve sit liv og blive mere end ham der bare går rundt langs væggene og taler med sin afdøde far.
Kan være at ikke alle historierne er lige fængende, eller rettere mangler de facetter som tidligere romaner har rummet, håndværket er stadig ypperligt. Gudmundssons vartegn er hans billedsprog, og de storladne billeder maler han med et ubesværet tragisk skuldertræk: Men lidt efter lidt, efter at sorgen er gledet i ét med hverdagen, ser man bare ud til de urokkelige fjelde og skyernes hårde ansigtstræk.
Ja, verden, som beordrer: Fremad, march! Den står bomstille selv.
Forfatterens baggrund som digter er en gigantisk styrke. Det slutter vi med et stjerneeksempel på: Ligesom lygtepælene med vandfaldenes energi i årerne og skatteborgernes pærer i hovederne.
