0 kommentarer

Sort is af Yrsa Sigurðardóttir

af d. 2. maj 2023
Info
 
Sideantal

411

Udgivet

2023

ISBN

978 87 27 01240 7

Originaltitel

Lok lok og læs - oversat af Nanna Kalkar

Udgave

1. udgave

 

”Hun kunne ikke tage blikket fra øksen, og hun fik en ubehagelig fornemmelse af, at dens tilstedeværelse var et forvarsel om noget forfærdeligt.”

Det får den 19-årige hushjælp Sóldis desværre ret i. Sammen med sin arbejdsgiver Ása og dennes to piger, den nuttede lillepige Gigja og den mutte teenager Íris, bliver Sóldis øksemyrdet i en ufattelig blodrus.

Med ”Sort is” har den prisbelønnede islandske forfatter Yrsa Sigurðardóttir skrevet en vanvittigt spændende thriller – og en rystende ringe krimi!

Allerede fra start kender vi præmissen, nemlig at de fire piger og kvinder bliver hugget ihjel i deres soveværelser med en voldsom økse. Handlingen kløves herefter i to: Hvert andet kapitel følger familien og deres unge hushjælp i ugerne op til udåden. Hvert andet kapitel følger politiets fodslæbende opklaringsarbejde i bogens nutid.

Netop fordi man som læser kender ofrenes blodige endeligt, engagerer man sig i deres små, banale gøremål i de sidste dage. Sóldis må finde sig i at lege med Gigjas Star Wars-legetøj, Íris har gang i en flirt med den onde nabos søde knægt, Ása småskændes med sin hjerneskadede mand Reynir; livet går sin skæve gang i velhaverhjemmet, der er naturskønt og øde beliggende uden for Reykjavik.

Gradvis smider Yrsa Sigurðardóttir mere ved på bålet. Ting forsvinder på uforklarlig vis, et par høns må lade livet, våde fodspor og trusler skrevet i blod dukker op. Det er skidespændende, og man gruer hele tiden for, at handlingen skal nå frem til den nat, hvor mordene finder sted.

Sideløbende skal Týr, Karó og Idunn opklare forbrydelsen i deres pertentligt tilmålte kapitler. Og dét er en amatørforestilling af rang! Tænk, at en prisbelønnet krimiforfatter kan få politiarbejde til at fremstå så tilfældigt og uengageret, og tænk, at hun har planlagt en hel serie med disse blegsottige hovedpersoner!?

De unge, uerfarne politifolk Týr og Karó foretager sig stort set intet uden om deres overordnedes ordrer, og hvis Týr ikke tilfældigvis var faldet over nogle spor, havde hans tilstedeværelse i dramaet været lige så ligegyldig som Karós. At han har en let broget fortid, og at Karó har en hudfarve, der provokerer de provinsielle islændinge, gør dem ikke til tredimensionelle personer.

Idunn er retsmediciner, indadvendt og har stort krøllet hår. Meget dybere lærer vi ikke hende at kende. At hun ikke skulle vide, hvordan man tør et frosset lig op – på Island! – lyder ikke troværdigt.

Afslutningen på denne halvt medrivende, halvt slatne krimi afslører Yrsa Sigurðardóttirs allerstørste svaghed, som også trak gevaldigt ned i thrilleren ”Dukken”: Hun gider pludselig ikke mere, og så lirer hun bare opklaringen af, som var det et referat i husmoderforeningens medlemsblad. Kæff’, det er kedeligt.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter