Onde blomster af Gunnhild Øyehaug

Ifølge sædvanligvis pålidelige kilder skabte de gale briter i Monty Python deres inderligt underlige sketcher i perioden 1969-1974, hvorefter de angiveligt stoppede.

Eller gjorde de? Jeg tror, gruppen er reinkarneret i den prisbelønnede norsk forfatter Gunnhild Øyehaug. Mage til lattervækkende syrehoved skal man lede længe efter, og det er ubetinget positivt ment.

Bare læs de to første linjer af hendes vanvittigt morsomme novellesamling “Onde blomster”: “Da jeg sad på toilettet og menstruerede, faldt en ret stor del af min hjerne ned i toiletkummen.”

Umiddelbart ser hovedpersonen Nina ikke ud til at få problemer med hjernetabet. Hun kan tale normalt med mand og børn, livet ser ud til at fortsætte som før. Indtil hun får øje på nogle ukendte væsener uden for vinduet.

Læseren opdager hurtigt, at der må være tale om de der næbbede tingester, der flyver rundt og kvidrer og så vider’. Den erkendelse tager længere tid for Nina. Og måske havde det også været ligegyldigt, hvis det ikke lige var, fordi hun få dage efter skal forsvare en doktordisputats om – fugle. Uhyggen breder sig.

Samlingens titelnovelle antyder, at visse blomster kan være onde; bringe uheld. Fortælleren brækker straks to små knogler i foden, da han kommer for skade at plukke en buket. Han forklarer, at godt nok har Baudelaire skrevet metaforisk om onde blomster i “Les fleurs du mal”, men her er ondskaben helt konkret.

Men kan vi nu tro på dét? For fortælleren udgav sig først for at være buschauffør, der hørte om blomsterne fra en passager, men indrømmer senere, at det var pure løgn. Altså det med at være buschauffør. Blomsterne er virkelige nok.

I novellen “Slippe afsted” er mobiltelefoner og pistoler af praktiske årsager kombineret i ét apparat. Det er der mange fordele ved, og fabrikanten forsikrer, at det er fysisk umuligt at tage fejl af kameraknappen og aftrækkeren. Men igen: Kan vi tro på det?

Den tynde bog indeholder hele femogtyve noveller, korte og fyndige. “Digressivt anfald”, en af de korteste, fylder lidt over en side og handler om en flok tankelæsende myg, der alvorligt forklarer, hvordan en ellers begavet bjørn kunne blive så distraheret af nogle saftige blåbær, at den rent glemte at æde en lækker hjort. Anmelderen fik hikke af grin.

Heldigt, at man ikke skal til eksamen i “Onde blomster”. Alene at afgøre, om novellerne er surrealistiske, dadaistiske eller ”bare” absurde? Er der overhovedet mening med galskaben? Sikkert (ikke), så hvorfor ikke bare nyde det glade vanvid, en teskefuld ad gangen… Lige som i sin tid med Monty Python.

Lån bogen på Bibliotek.dk