0 kommentarer

Institutionaliseret af Haider Ansari

af d. 2. april 2022
Info
 
Sideantal

128

Udgivet

2022

ISBN

978-87-02-36156-8

Originaltitel

Institutionaliseret

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

For ganske nyligt debuterede den unge forfatter Haider Ansari med sin digtsamling ”Institutionaliseret”.

Man fornemmer det næsten allerede når man har læst bogens titel, at der ikke just er tale om en munter feel-good bog. Måske snarere tværtimod.

Bogen består af barske, hårde og i virkeligheden ganske kontante digte om at være kriminel og blive dømt for manddrab, om fortællerens far, der kommer i fængsel, om at vokse op i fattigdom, om at blive gennemtæsket, men også om ganske almindelige ting som at være skoleelev og bror.

Digtene handler også om de valg fortælleren netop ikke har taget. Det, at han fortsætter med kriminalitet selvom det koster venskaber og selvom han tilsyneladende ikke lærer noget af sine fejl og flere voldsdomme. Bogen går dog ikke dybere ind i HVORFOR det er man havner i kriminalitet til at begynde med eller om alt i hele verden nu også er ens egen skyld – kan man f.eks. være så skadet af sin opvækst, at ens ungdomsliv og voksenliv næsten på forhånd er dømt til at gå skævt fordi ens forældre bare har været dårlige?

”Institutionaliseret” kan i form og indhold minde meget om Yahya Hassans digte, der også handler om at vokse op i et dysfunktionelt miljø og ende i kriminalitet eller på kanten af samfundet. Men der er trods alt forskel. Haider Ansari er nok mere nøgtern end Yahya Hassan. Måske endda mere kontrolleret. Beskrivelserne af kriminalitet er også mere kolde og grumme end i Yahya Hassans digte. Skrivestilen i denne bog er nok ikke lige så sitrende eller blændende som jeg har set i Yahya Hassans digte, men stadig en god bog om ghettoer og institutioner. Så jo, der er ligheder, men sandelig også forskelle, derfor vil det være en fejltolkning at beskrive Haider Ansari som den nye Yahya Hassan.

”Institutionaliseret” er en sikker debut, hvor der skrives fra fangenskabets mørke – og hvor forfatteren har leveret et flot stykke arbejde.

Fin og læseværdig bog, som bestemt har noget på hjerte, men nok ikke når helt op på samme niveau som Yahya Hassan.

Især titeldigtet ”Klassekammerater” var en fin beskrivelse af kikset integration (side 22 og 23):

”Sofia fra min klasse
har langt blond hår
og en elegant tøjstil
hun bor på Vester Voldgade
i en kæmpe lejlighed
hun driller mig konstant
min parfume stinker
og mit tøj er kikset
i frikvarteret
viser Sean mig rundt
og præsenterer mig
for de øvrige drenge
Oscar er biseksuel
det konstaterede han
i 5 klasse
ham undgår jeg lige foreløbig
fodboldkamp hos Sean
han bor ved Jarmers Plads
mads og karl sidder allerede på sofaen
jeg strækker benene
og placerer mine stinkende fødder
på puffen
Seans familie er roligans
de brøler i en sejrsrus
da fløjten lyder
jeg undlader at stjæle noget
denne aften
vinker farvel
og tager 33´eren hjem”

Anmelderbog.

Bedømmelse
Karakter