216
2002
87-00-45798-1
Oceano mare
Gæsterne på den ensomt beliggende pension Almayer synes næsten at konkurrere i originalitet.
Der er kunstmaleren Plasson, som stående i vand til livet, maler med havvand på et hvidt lærred. Resultatet er naturligt nok et antal hvide lærreder.. Plasson er stort set ikke i stand til at afslutte sine sætninger, hvis de er længere end 7 ord… Kun professor Bartleboom kan få ham til fuldføre, det han ville udtrykke. Bartleboom skriver på “En encyklopædi over de grænser man støder på i naturen, med et supplement om grænserne for den menneskelige formåen” og er nu nået til “H” i sit leksikon. Derfor går han her ved kanten af “Havet” med sine instrumenter for med nøjagtighed at fastslå, hvor havet ender! Bartleboom forelskede sig engang i malerinden Anna Ancher (hva’ fa’en?), men også i hendes tvillingesøster (?). Han kunne imidlertid ikke vælge, pendulerede konstant frem og tilbage og endte med at ha’ forspildt sine chancer hos begge to…
Så er der den unge adelsfrøken, Elisewin, som er fuld af liv, men så bange for at leve, at hun tror hun skal dø. Og hendes protegé, pater Pluche, som skal vogte hendes dyd, men ikke klarer den sag særlig godt og som aldrig får udtrykt det, han har tænkt sig, fordi noget andet uoverlagt flyver ud af munden på ham.
Hertil kommer den gådefulde skønhed, Ann Deverià, som ved havet søger en kur mod den utroskab, hun ikke kan holde sig fra. Men kan hun holde sig i skindet?
Alle har de det mål tilfælles, at de ønsker at finde svar på nogle spørgsmål hér ved havet, svar som kan give deres liv en mening, som de har savnet.
Endelig er der Adams og Savigny, to mænd, som på hver sin måde forsøger at unddrage sig opmærksomhed, den ene på jagt, den anden på flugt. Begge har forbindelse til nogle frygtelige begivenheder, som foregik på havet nogle år tidligere, en tragedie, som måske finder en form for afslutning her på pension Almayer. Historien, som bygger på virkelige hændelser, handlede om et skibsforlis, som endte i forræderi, mord og kannibalisme, og som kun nogle få overlevede.
Det er havet, som binder bogens kapitler og personer sammen, havet som livets moder, havet som gi’r og ta’r, begyndelse og afslutning…
Jeg synes der er et eller andet særegent italiensk ved Bariccos stil. Noget som man også finder hos Fellini, Dario Fo, Calvino, Cavazzoni og Celati oa. En legende humoristisk fortællestil med forsiringer, en vekslen mellem orddiaré og ordknaphed, fantasteri og absurditet. Man glemmer næsten den megen tragedie, som Bariccos historier også rummer…
“Oceanhavet” er på mange måder en fantastisk bog..