Farvel til våbnene af Ernest Hemingway

Nonchalant, nærmest som en journalists beretninger fra fronten, fortæller Hemingway sin egen historie via denne semibiografiske roman. Remarques ‘Intet nyt fra vestfronten’ spøger uvilkårligt i baghovedet, men de højder når Hemingway ikke med sin nærmest distancerede nihilistiske machoberetning. Prunkløs prosa formuleret i hovedsætninger, der gør læsningen let, på trods af det indledningsvist skræmmende hændelsesforløb. Amerikaneren Henry, der er sygeplejer for den italienske hær (ganske som forfatteren selv), bliver såret på grænsen mellem Italien og Østrig. Under sin rekonvalescens forelsker han sig i den britiske sygeplejerske Kathrine Barkley. Og deres ulideligt uskyldige kærlighedsforhold formidles via rystende lyserøde dialoger. Det er svært ikke at blive direkte kvalm af Kathrine Barkleys mange ‘min dreng’, ‘elsker du mig’, og hun fylder en del for kærlighedsfortællingen er godt halvdelen af romanen. Den anden halvdel består af samtaler ført i sikker afstand til fronten mellem Henry og diverse italienske soldater, hvor alle dyrker den rene hedonisme, for alt skal fortæres eller elskes når døden lurer hvert sekund. Hver gang de kommer for tæt på fronten bliver de enten beskudt, så de må flygte, eller såret og sendt på lazarettet. Det er afgjort et farvel til våbnene.

Hemingway skrev den til dels selvbiografiske roman i 1936, og derfor virker sproget nok lidt slidt. Nærmest tilbageholdt, det er for pænt, nærmest bornert. Der er mere langt mere saft, kraft og gejst i Remarques ‘Intet nyt fra vestfronten’.

Lydbog, fermt oplæst af Dan Schlosser.

Lån bogen på biblioteket