Når mørket bryder frem af Michael Cunningham

44-årige Peter Harris bor i New York hvor han driver et kunstgalleri. Han er gift med Rebecca, som er redaktør på et kunstmagasin. Sammen bor de i en fancy loftslejlighed og inviteres til cocktailparties af folk med penge og interesse for kunst. Udadtil kører det for dem, men Peter er nærmest blevet en tilskuer til sit liv.

Peters fortællerstemme er fantastisk. Vi taler jeg-fortæller og nutidsform, hvilket ikke sker særlig tit. Det giver denne fornemmelse af at være under huden på Peter, som ironisk nok selv betragter sit liv lidt fra siden, udefra. Han deltager aldrig i noget med umiddelbarhed. Al samtale og interaktion bliver filtreret gennem henholdsvis ægtemandens, faderens og galleristens erfaring. Det giver et forrygende billede af en mand på 44, som bare flyder med. Et foruroligende billede, når man vender den indad og overvejer om du selv, når du tror du samtaler med et andet menneske, i stedet taler TIL hans erfaringsmasse og masker, der simultant analyserer samtalen for at vide hvornår det kan betale sig at argumentere og kommentere eller i det hele taget at reagere. Og dermed ikke rigtig deltager.
Og måske er det da også så som så med hvad Peter overhovedet tør deltage i..

Denne afstand til livet gør Peter meget sårbar, fordi han ikke nødvendigvis ønsker at det skal være sådan. Da Rebeccas bror Mizzy (kort for “mistake”) dukker op, rystes Peter og Rebecca i deres velordnede vanetilværelse. Mizzy er 23, ligner en ung, maskulin udgave af Rebecca, men med en vildskab, intens intelligens og oprørskhed, som Peter og Rebecca mangler eller har lagt på hylden i fornuftens, indtægtens og forældreskabets navn.
Skønne og uregerlige Mizzy indtager livet i store grådige lunser og konfronteret med dette livssyn, må Peter tage de mest grundlæggende ting op til revision.

Læs også Michael Cunninghams smukke og rørende roman “Timerne” fra 1998 og se filmatiseringen, som er ligeså god.

Lån bogen på Bibliotek.dk