0 kommentarer

Barbara Tristan Møllers svære begyndelser af Alberte Winding

af d. 14. januar 2012
Info
 
Sideantal

156

Udgivet

2010

ISBN

978-87-567-8199-2

Originaltitel

Barbara Tristan Møllers svære begyndelser

Udgave

1.udgave

 

Barbara er kæreste med ‘smukke Nabo’. Hun har ikke rigtig lyst til det der sex, men det har Nabo. Barbara roder rundt i tankerne. Hvad skal man med sex, brødre og underlige fætre, der pludselig flytter ind? Og hvad gør man når man i grunden føler sig forkert og far får konstateret prostatakræft, lige når ens mor er flyttet hjem igen og alt skulle til at være helt ro på og mor, far og børn?

“Barbara Tristan Møllers svære begyndelser” er en varm, humoristisk og rendyrket tøsebog. Vi springer lige ind bag panden på 16-årige Barbara, hvor det kører rundt med tanker om kærester, sex, forældre, venner, hvem-er-jeg. Alt det man tænker over når man er 16, uden at fange, at de andre på 16 har det på samme måde og at det derfor er helt normalt.
Alberte Winding skriver om et pigeliv så man er på Barbaras side hele vejen. Barbara er ung og forvirret. Folk omkring hende ønsker ting af hende, som hun ikke engang ved, hvad hun selv synes om.

“Når man ringer op til kommunen, har de et meget udviklet telefonomstillingssystem. Respekt! Jeg har talt med fire forskellige, eller de har talt mig videre til hinanden, i små korte sætninger, og den femte jeg talte med, var den første. Jeg er ikke helt sikker på, hvad vi snakkede om, men jeg forstår, at jeg ikke kan få nogen penge. Jeg kan godt få SU, men kun den laveste, hjemmeboende takst. Selvom jeg er udeboende. Ja, sagde de, men det er jo ikke statens skyld, at du flytter. I PRINCIPPET (absolut yndlings hadeudtryk) kan jeg sagtens blive boende hjemme. De kender godt nok ikke min familie, det er tydeligt.”

“Barbara Tristan Møllers svære begyndelser” er en selvstændig fortsættelse til “Barbara Tristan Møllers hemmelige dagbog”. Lige som den første bog om Barbara, handler denne her om at man skal prøve at finde ud af hvad man har lyst til – og så finde modet til at gøre det. Også selvom det kan være svært at acceptere at man egentlig ikke har lyst til Nabo, selvom han er ufattelig lækker.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter