Mod daggry af Pernille Juhl

Anna er en forholdsvis sorgløs ung svensk kvinde. Året er 1942 og hun glæder sig til høstfesten, hvor hun helt sikkert skal danse med Bertil og forhåbentligt vinde hans hjerte. Men festen går anderledes end forventet, og Anna bliver arret for livet.

Tre og et halvt år senere bor Anna stadig på Olavs gård sammen med sin mor og sine søskende. Hun hader fortfarande stedfaderen Olav, og er overbevist om, at han er skyld i al hendes ulykke. Da en ung frihedskæmper får logi på gården ændrer Annas omverdenssyn sig og da frihedskæmperen Anders beder hende om at tage med til København for at lokalisere nogle penge og nogle venner fra frihedskampen siger hun ja.

Sideløbende med dette møder vi Thomas, en ung tysk mand, der efter ophold på sygehuset får mulighed for en dag sammen med sin mor, sin lillesøster og kæresten Sonja i Dresden. Thomas er ovenud lykkelig og drømmer om at fri til Sonja. I stedet ændres også hans liv bræt, da byen bliver bombet og han og søsteren tilsyneladende er de eneste overlevende af de fire. Besat af tanken om at søsteren Alberte ikke skal lades alene til en uvis skæbne vælger Thomas at desertere fra hæren og sammen begiver de to sig på den lange rejse mod Sverige, hvor han forhåbentligt kan leve i skjul til krigen er ovre.

Mod daggry har for så vidt en relevant historie at fortælle. Især synes jeg om beskrivelserne af det Sønderjylland som Thomas og Alberte kommer igennem på vejen mod det forjættede Sverige. Her er splittelsen naturligvis større end i resten af Danmark og det er ildeset på nogen måde at mænge sig med de forkerte, og det viser Ved daggry en flig af.

Når Ved daggry alligevel ikke høster flere stjerner skyldes det især inkonsekvens i personernes karakter. Især Olav, Annas mor og Bertil er helt unuanceret beskrevet og da de i løbet af bogen alle tre handler helt out of character, har absolut intet i beskrivelsen af dem ledt op til dette skift i karaktertræk og det virker på ingen måde overbevisende, at de skulle agere på sådan vis.

I det hele taget er der noget med personbeskrivelserne, der gør, at Mod daggry ikke rigtigt fanger mig. Den eneste person, hvis indre liv vi får et lidt tydeligere billede af Thomas, hvis tanker omkring krigen gøres tydelige for læseren. Bl.a. her:

“Flyene drønede derude. Helt irrationelt tænkte han på de hundredvis af piloter, der gennemførte angrebet på hans fødeby. Han forestillede sig, hvordan de havde det, mens de kastede deres ildbomber ned over målet. Det var nok englændere og amerikanere. Men først og fremmest var det unge mænd. Formodentlig hadede de deres jo lige så meget, som han hadede sit. De sad i deres fly. Garanteret udmattede og frysende. I søvnunderskud, mens de tænkte på, hvor mange af deres kammerater der var dræbt under en mission. Sprængt i stumper og stykker. Og til hvad nytte?”

Lån bogen på biblioteket