0 kommentarer

Mester Jakob af Emelie Schepp

af d. 8. november 2020
Info
 
Sideantal

368

Udgivet

2019

ISBN

978 87 400 3845 3

Originaltitel

Broder Jakob - oversat af Poul Bratbjerg Hansen

Udgave

1. udgave

 

Norrköping er hjemsøgt af en manisk og meget energisk seriemorder. Som altid er det kvinderne, det går ud over; kvinder af forskellig alder og beskæftigelse og tilsyneladende uden nogen indbyrdes forbindelse. Ofrene druknes sadistisk langsomt i en vandtank, får sprættet underlivet op og sys sammen igen. De ligner næsten havfruer, når de findes flydende i byens rivende flod, Strömmen.

Henrik, Mia og Jana – Emelie Schepps faste crew af politiefterforskere og anklager – står fuldkommen på bar bund. Det eneste, de tror, de ved, er, at endnu en kvinde holdes fanget og skal dø inden for det næste døgn.

I sin 5. krimi lykkes Schepp atter engang med at etablere et spændingsfelt, som får læseren til at bladre hurtigere og hurtigere. Det er godt håndværk.

Det viser sig, at morderen måske, måske ikke har kontakt til Simon Norell, der befinder sig på den lukkede afdeling på et psykiatrisk sygehus. Simon myrdede for år tilbage sine forældre og sin bror med kniv og kastede deres parterede lig i en sø. Men Simon nægter at tale med de desperate politifolk.

På selvsamme kolbøtteanstalt henslæber en gammel kending sit liv. Massemorderen Danilo Peña, som er den hårdtslående anklager Janas bror i ånden – og dødsfjende – er muligvis den eneste, der kan skabe kontakt til Simon. Men Danilos pris for at hjælpe er umenneskeligt høj.

“Mester Jakob” er flot skruet sammen og guf for alle, der holder af en gådefuld krimi med fart over feltet. Lad så være, at persontegningen ofte består af rene klicheer, og at visse hændelser undervejs er voldsomt usandsynlige. De små minusser er til at leve med, når underholdningsværdien trods alt er så høj, som den vitterlig er.

Lån bogen på Bibliotek.dk

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter