Pnin af Vladimir Nabokov

Vladimir Nabokov, den geniale, russiske forfatter, der i 1919 flygtede fra revolutionen i den nye union af sovjetrepublikker, er noget uretfærdigt udelukkende kendt for romanen ”Lolita”, som vakte furore, da den udkom i 1955 – og senere, i 1962, blev filmatiseret af Stanley Kubrick.

Historien om 12-årige Dolores, der bliver kæreste og få år efter får barn med den 38-årige Humbert Humbert, blev stemplet som pædofil pornografi og forbudt i adskillige lande. Bogen er stadig utilgængelig for skoleelever flere steder i USA.

Nabokov regnes for en af det 20. århundredes mest overdådige sproglige begavelser. Det viste han i ”Lolita”, og indtrykket bekræftes til overflod i romanen ”Pnin” fra 1957. Eksilrusseren skriver gnistrende veloplagt, ufatteligt kultiveret og med en sproglig legesyge, som gør selv en banal togrejse eller en hverdagsagtig universitetsforelæsning til en oplevelse.

Timofey Pnin er russisk emigrant, anset professor og underviser i russisk på det fiktive Waindell College i USA; en godmodig, belæst, berejst og altid malplaceret mand, der har en sikker evne til at gøre sig selv til grin. Han forstår simpelt hen ikke de moderne tider, og hans forhold til det amerikanske samfund og sprog er mildest talt akavet. Bag komikken ligger minderne om Moder Rusland, et forlist ægteskab og sorgen over den jødiske ungdomskæreste Mira, som blev myrdet af nazisternes.

Romanen består af en håndfuld løst sammenføjede episoder snarere end et stramt handlingsforløb, hvilket gør den særdeles let at læse, men svækker den plotmæssige intensitet. Som læser hygger man sig over de skarpe tidsbilleder og persontegninger, man suger til sig af de eksotiske russiske skikke og tankesæt – og man ærgrer sig over, at Nabokov har udformet sin protagonist så kluntet og karikeret; lavkomikken skygger for ofte for substansen.

Professor Pnin er en uheldsvanger udgave af professor Nabokov, der ligeledes flygtede fra revolutionen og fik ansættelse på et amerikansk universitet (Cornell). Også Nabokov var distræt, russisk-nostalgisk og havde sine unoder i undervisningen. Romanen kan læses som et stærkt forvrænget selvportræt, og i den optik bliver det pludselig muligt at se den ensomme emigrant, hvis forfinede kultur er spildt på et materialistisk samfund som det amerikanske.

Et eksempel på skrivestilen og dybden i et af de mere alvorlige afsnit: “Pnin vandrede langsomt af sted under de højtidelige fyrretræer. Himlen var ved at dø. Han troede ikke på en enevældig Gud. Han troede vagt på et demokrati af ånder. De dødes sjæle dannede måske komiteer, og disse tog sig så, på et ­bestandigt vedvarende møde, af de levendes skæbne.”

lån bogen på biblioteket