Lupus af Jens Henrik Jensen

Niels Oxen lider af posttraumatisk stress. Han holder sig mest for sig selv, plages af mareridt, og forlader helst først sin lejlighed efter mørkets frembrud. Lyspunktet i hans liv er samværet med sønnen – men deres forhold er ikke så tæt som han kunne ønske. Oxen interesserer sig for ulve – Canis Lupus – men turene til Zoo er begyndt at kede sønnen.

Tidligere PET-chef Axel Mossman ønsker at få kontakt med en helt anden Lupus – en hemmelig organisation, som PET tidligere har samarbejdet med, og som bruger metoder, som ikke er helt efter bogen, når det gælder om at straffe forbrydere.
En tidligere departementschef, som har tilknytning til Lupus, er sporløst forsvundet. Mossman beder Niels Oxen om at tage til Harrild Hede i Jylland og kigge efter ejeren – han er ikke helt vild med opgaven, men da der er observeret ulve i området, tager Oxen sin søn med til Jylland på et par dages vinterferie i håb om at se ulven i naturen.

En eneboer vandrer rundt om natten i skovene ved Harrilds Hede. En nat ser han en mand begrave et lig i skoven.

På en gård i nærheden af Harrild Hede holdes der smugkro – eller ‘hyggested’ – i laden. Her mødes områdets mænd til en øl eller to, og snakken går.

Idriss Nassar, en ekstremt voldelig fyr med meget på samvittigheden, bliver opsøgt af et tæskehold, som smadrer hans arme og ben, så han aldrig mere kan smadre andre mennesker.

I 1963 er den unge Agnete på vej hjem fra en fest, da hun bliver indhentet af en bil – og efterfølgende holdt fanget, voldtaget og mishandlet.

Der er rigtig mange personer og mange handlinger i ’Lupus’. Ovenstående er blot en lille bid. Der er en mening med alle historierne, for det viser sig, at der er relationer på kryds og tværs mellem bogens hændelser og personer.

Bogen var rigtig spændende, jeg blev meget hurtigt fanget af den, og heldigvis havde jeg ferie, for den var svær at lægge fra sig, og det er nok heller ikke en bog, man skal læse over for lang tid, da det er en kompleks historie og lidt kompliceret at holde styr på alle bogens personer og relationerne mellem dem.

Det er en gennemtænkt og gennemarbejdet krimi. Morsom er den også – f.eks. morede jeg mig over beskrivelsen af de mænd, der mødes i smugkroen: Vi møder bl.a. ‘..mejeristen, der ikke havde vendt en ost i 15 år, men i det mindste havde en mælkekasse monteret på sin knallert.’  Og så er der Fede: *Fede hed Fede. Fordi han var fed. Og det kunne han ikke løbe fra. Han kunne slet ikke løbe. Der var intet ondt i det.Tværtimod.’

Jeg har (endnu) ikke læst de 3 første bøger om Oxen, og det er heller ikke strengt nødvendigt, da handlingen i ’Lupus’ er en afsluttet historie. Alligevel ville det have været en fordel, da der er referencer til tidligere hændelser i Oxens liv, som ikke giver mening, når man ikke har læst bøgerne, ligesom jeg manglede en stor del af både hovedpersonens og andre personers forhistorie. Men sådan må det nødvendigvis være, når man ikke starter med første bind i en serie – så det er selvforskyldt, at jeg ikke fik det fulde udbytte. Jeg vil opfordre nye læsere til ikke at følge mit eksempel, men starte med bind 1.

Lån bogen på biblioteket