Løgnen om en sand ven af Hans Davidsen-Nielsen

Hans Davidsen-Nielsens debutroman, “Hypokonderens død”, var for tre år siden en oplevelse at læse. “Løgnen om en sand ven” fortsætter i samme spor. Bøgerne hænger sammen, men kan godt læses uafhængigt af hinanden, og det var faktisk ret underholdende at læse denne historie, hvor jeg bid for bid fik genopfrisket den første bog, selvom jeg også fik lyst til at læse “Hypokonderens død” igen.

Robert Lassen er en lidt afdanket journalist, der ikke har det mest prestigefyldte job på avisen “Tiden”. Hans ven siden barndommen, Morten Richter, som var hovedpersonen i første bog, er forsvundet i udlandet, og Robert øjner en chance for at lave et rigtigt stykke journalistarbejde, ved at få opklaret, hvad der er sket med Morten.

Hans Davidsen-Nielsen har med denne bog skrevet sig ind på min favoritliste af forfattere, der mestrer at skrive en spændende og realistisk fortælling uden at løsne så meget som et skud (det er i øvrigt en kort liste). På den ene side giver han et godt indblik i avisverdenen gennem antihelten Robert, der kæmper for sandheden, men som er oppe imod nedskæringer og konkurrence på redaktionen. På den anden side følger vi Torsten Bruun, der (måske) giver et ligeså godt indblik i spionverdenen på Kastellet, hvor Forsvarets Efterretningstjeneste hører til. Interne magtkampe i organisationen og med PET giver endnu et spændingsmoment i romanen. Det virker yderst effektfuldt at høre om sagen fra FE’s vinkel, efter man lige har hørt om det samme i journalistens øjne!

“Løgnen om en sand ven” er en genial titel. Benjamin Franklin citatet på forsiden lægger også en dyster forudsigelse af bogens tema: “Tre kan holde på en hemmelighed, hvis to af dem er døde.” Man kunne også have valgt denne fra bogen: “Sandheden er journalistikkens første offer!” Davidsen-Nielsen prøver vel et eller andet sted også at ruske lidt op i os storforbrugere af nyheder, som vi uforvarende bliver bombarderet med alle vegne. “De fleste mennesker er ligeglade med sandheden. Den ene version kan være lige så god som den anden” siger den desillusionerede journalist i bogen. Modsat giver han dog også modet tilbage til os; det kan faktisk betale sig at bide sig fast i benet og fortsætte sin kamp for sandheden.

Hans Davidsen-Nielsen skriver godt og nærværende, man kan relatere sig til flere af personerne i bogen, deres følelser og handlinger. Læser man i forvejen John le Carré og Leif Davidsen, så er Hans Davidsen-Nielsen hermed også stærkt anbefalet.

Oh mercy!

Lån bogen på bibliotek.dk