Løv som vinden jager af Vagn Predbjørn Jensen

“Løv som vinden jager” var min farbror, Vagn Predbjørn Jensens, første bog af i alt 18 bøger inden hans død i 2006. Han udgav dog to inden den første skrevne, da de var kortere end denne, og derfor billigere at udgive for det lille forlag, Brage. Forfatterskabet er præget af hans erindringer fra en barndom og ungdom med mange flytninger, hvor han bl.a. boede i Tyskland under krigen og på Læsø, hvor “Løv som vinden jager” foregår. Det var ikke let at slå igennem som forfatter, men han blev sammenlignet med Karen Blixen, Martin A. Hansen og Willliam Heinesen i et bogprogram i DR med Jørgen Thorgaard som vært. Han blev for sin roman, “Vandspejlet”, indstillet til kritikerprisen i 1994.

I “Løv som vinden jager” følger vi en slægt på Læsø i 1600 tallet. Saltsyderierne lægger øen øde for skov, der skal bruges som brændsel til saltindustrien. Langsomt indtræder katastrofen i form af tilsanding af øen, og beboerne må ty til havet og strandhugst i stedet, for at overleve. Barbara og hendes barnebarn Gertrud er de toneangivne hovedpersoner i bogen, begge stærke kvinder der holder ved deres ret, og er med til at ændre tingene på øen. Tilværelsen er barsk og er præget af hårdt arbejde, ydmygelser, svig og nederdrægtig behandling.

Bogen er skrevet i et gammelt sprog, der får en til at føle sig hensat i en tidslomme, som om man befandt sig i 1650. Som bogen skrider frem, bliver man dog mere og mere vant til sætninger som f.eks.: “Barbara havde kun lagt sparsomt på ilden i nat, thi overvættes varme fremskyndede ligets opløsning. Flammerne flakkede dovent på vragtømmeret, og røgen sivede ud igennem lyrehullet med en myg sitren.”

Man kan ikke undgå at indleve sig i hovedpersonernes skæbne, lide med dem i deres ydmygelser og glæde sig over deres små sejre. Man gyser ved de dødes gengangeri, overtroen er en del af hverdagen, i stærk kontrast til den dybe tro, der også præger øfolkets hverdag. Jeg kan ikke sammenligne bogen med andre bøger, men jeg kommer til at tænke på film baseret på bøger som “Babettes gæstebud”, “Pelle Erobreren” og serien “Fiskerne”, for at beskrive stemningen i bogen. Samtidig er der intriger så udspekulerede, at man leder tankerne hen på Ken Follett. Men først og fremmest er det et litterært og historisk værk, der kun kan anbefales, og det er mit håb med denne anmeldelse, at andre får lyst til at læse farbror Vagns bøger. Jeg bevæger mig lige på kanten af nepotisme, men jeg får dog intet andet ud af at anmelde hans bøger, end glæden over at andre forhåbentligt vil læse dem!!

Lån bogen på biblioteket