Lejr af Jesper Stein

Mange kender Jesper Stein som forfatter til krimiserien om Axel Steen, og andre kender ham som forfatter til autofiktionen “Ædru” om hans vej ud af et alkoholmisbrug.

Jesper Stein skriver rigtig godt, og det er altid en fornøjelse at læse hans bøger. “Lejr” er ingen undtagelse. Det er en roman om at blive skilt, om at være alenefar og om at finde sin plads i verden, og om at stå i egen ret, ikke at have et “vi” at gemme sig bag. For hvem er man, når man “kun” er sig selv?

“Langt ude i skoven var et lille bjerg” er børnesang, der vers for vers zoomer tættere og tættere ind på sangens hovedperson: den lille dreng. Lige sådan er det med “Lejr”, hvor man kapitel for kapitel kommer tættere og tættere på hovedpersonen, den nyskilte Kasper, der sammen med sin teenagerdatter og søn skal på sommerlejr på Røsnæs sammen med en række finkulturelle familier. De er kommet med på et afbud og har lidt sommerfugle i maven, der handler om, om de mon passer sammen med de andre familier, der har været på lejr sammen før.

Kasper lider stadig under skilsmissen, savner sin ekskone og har det svært med at finde ud af at være alenefar. Måske ikke så meget for Julle på 6, men for Sara på 15 skubber teenage-udfordringerne på.

Bogen rummer en masse pletskud om hvordan det er at være teenager, fx. Citat side 34: ” Sara kaster et surt blik mod ham. Så lægger hun hoved og overkrop ned på bordet, som om hun vil sove. Det er som en smitsom sygdom, der rammer alle piger mellem 14 og 15. Først Nannas datter, der ser sig omkring, inden hun lægger sig ned. Nanna rømmer sig og hendes datter kigger op, men hun bliver liggende. Så bliver Lindas datter smittet, hun spejder rundt med en vis frygtsomhed, inden trætheden ved livet og selskabet også overmander hende og tvinger hende ned på bordet. Til sidst følger den fjerde teenager, som han ikke kan placere med. Også hun falder i rævesøvn” .

Beskrivelsen af sommerlejren er fantastisk, selv ville jeg være løbet skrigende bort. Der er begrænsning på, hvad man må spise, dagene er fyldt med gruppesessioner, og alle skal være åh så meget sammen. Jeg havde flere gange lyst til at råbe til Kasper, at han skulle se at smutte.  Og jeg heppede flere gange på Kasper som et noget bedre menneske og en noget bedre far end de selvtilfredse damer og mænd, der førte sig frem i deres hellighed og vigtighed.

Det en meget modig roman, for jeg tænker at en del af Kasper er Jesper Stein selv? Vi kommer helt ind under huden på Kasper og mærker hans fortvivlelse, hans længsel efter tryghed og hans kærlighed til børnene. Det er en meget intens bog, og selvom den til sidst ender i et stort skrig, snot og klynk er det på ingen måde en “sort” roman.

Bogen er dedikeret “Til min døtre” – hatten af for at dedikere så følsom en bog til sine børn.