Kødet letter af Harald Voetmann Christensen

“Kødet letter” er en nærmest fænomenologisk undersøgelse af, hvordan kød føles – særligt éns eget menneskelige kød. I dette tilfælde tilhører det kød, vi hører om, oftest Hr. Kühleborn, der er den ene af bogens hovedpersoner. Kühleborn er ved at være en aldrende herre og begynder i forbindelse med sin 55 års fødselsdag virkelig at lægge mærke til, hvordan kroppen ændrer sig. Kühleborn føler ikke blot, at han er ved at være lidt løs i kødet, nej han føler at kødet er ved at gå i opløsning – at kødet er ved at lette fra kroppen.

Blandet med Kühleborns iagttagelser af sit eget kød, hører vi også om, hvordan han som barn gnavede i fast pærekød og om hvordan synet af en ung, kødfuld kvindekrop får ham til at tænke på, hvordan det ville være at “hvile sit koksgrå lem i hendes skød”. Som det måske er ved at gå op for den opmærksomme, er det en noget ulækker – ja, lad os bare sige ‘klam’ – tilgang til kød vi finder i “Kødet letter”. Denne klamhed understreges gevaldig af Kühleborns arbejdsplads, som er intet mindre end et talgsmelteri, hvor fedtet driver ned ad væggene og hvor stanken af fedt hænger i luften og næsten trænger ind gennem huden. Beskrivelserne af fedt er mange, og vi lærer også, at talg ingenlunde er det samme som flomme, der i virkeligheden er meget hård og spændstig indvoldsfedt, selv om fedtets betegnelse kunne henlede tankerne på noget mere blødt.

Beskrivelsen af Kühleborns voksenliv som “en sammenknugning af eget kød, en selvæltning, der klemte de vitale safter ud og gjorde ham grå”, blandet med kvinden i tv, der “hamrer sine næver i et flygel som om hun masserer det eller ælter tangenterne”, og Kühleborns ret usle kollega Huldbrand, der ser porno i en kabine og “gispende sprøjtede lidt sæd eller fedt ud i sit lommetørklæde”, får det hele til at virke som en stor sammenæltet fedtgrød. Det er stygt, og det er meget morsomt og velskrevet.

Så langt, så godt. Bogens andel del er jeg til gengæld ikke helt så begejstret for. Indblandet i fortællingen dukker her et nyt element op; tekststykker hvor vi følger forfatteren Voetmann (eller i hvert fald en forfatterpersona, der hedder det samme som bogens forfatter og som skriver den bog, vi er ved at læse) til psykolog og i bekymringer om sit privatliv, og om hvorvidt han burde skrive en anden slags litteratur. Dette er egentlig fint med dette metalag, men det forstyrrer mere end det gavner fortællingen. Det havde til gengæld virket rigtig godt som epilog.

Et andet problem jeg har med bogens anden del er en typisk kæphest for mig; det virker enormt ærgerligt, når sammenligninger eller metonymier bliver udpenslet for læseren og dermed på en måde taler ned til læseren, og der er altså en rigtig slem én at finde i anden del af “Kødet letter”: Da Voetmann er med sin kone og søn i Danmarks Akvarium kigger de på piratfisk og vi får en beskrivelse af en enkelt fisk, der “var halvt ædt op på den ene side; man kunne stort set ikke se andet end blegt flagrende kød og fiskeben”. Kun en halv side efter hører vi om, hvor tynd Bitten (Voetmanns kone) er blevet, og lidt længere nede på siden; “Værst af alt var det, da hun i mørket lagde min hånd på sin side og jeg mærkede hendes ribben så tydeligt lige under huden”. Der kan vist ikke herske nogen tvivl om, at der her refereres til piratfiskene, og at det skal give et billede af, at Harald Voetmann og konen æder hinanden op i forholdet. Alligevel skal det udpensles, at det altså ER piratfiskene, vi som læsere skal tænke på. Sådan noget synes jeg er temmelig ødelæggende for læsningen.

Det kan virke absurd kun at give denne bog tre stjerner, da størstedelen af bogen er enormt velfungerende. Alligevel kan det altså ikke blive til mere end tre (store) stjerner på grund af den drejning bogen tager i sin andel del. Der skal dog ikke herske tvivl om, at jeg synes, folk skal unde sig selv at blive underholdt af Voetmanns opfindsomhed og dygtighed. Og hvem ved, måske er I vilde med bogen hele vejen igennem!

Lån bogen på Bibliotek.dk